Ved at komme for sent. Havde ellers haft masser af tid. Nå, der er alligevel altid masser af ventetid i et venteværelse, da lægen tilsyneladende aldrig kan blive færdig til tiden. Jeg var dog alligevel ikke helt rolig, da jeg trådte ind i venteværelset.
Jeg kunne dog have sparet mig bekymringerne. Der sad seks andre mennesker.
"Nå, der er ventetid i dag?" spurgte jeg receptionisten, en velholdt dame i 60'erne. Jeg var ikke specielt overrasket.
"Ja, doktor Niemann er desværre syg i dag, så vi har indkaldt en vikar. Sæt du sig bare ud, så kalder jeg på dig."
Nedtur. Nå, jag satte mig ved siden af en ung, noget bleg, mor og hendes lille dreng, som lyksaligt legede ovre ved børnebordet. Hans mor så bestemt ikke glad ud, triste øjne, men den dejlige dreng ænsede ingenting. Jeg håbede bare ikke at det var noget alvorligt, og slet ikke med ham. Det ville være for ubærligt.
Skulle selv være kommet for længe siden, jeg store idiot. Hvorfor havde jeg gamblet sådan? Bare fordi jeg var ung, var jeg jo ikke udødelig. Nu havde jeg gået og mærket den knude i mit ene bryst vokse igennem det seneste halve år. Simpelthen for åndsvagt.
Jeg kiggede mig omkring. En pige med en flot rød kjole og matchende hat havde taget sin egen bog med, så ud til at være en Jakob Ejersbo roman. Forudseende, hun var klar over at hun skulle sidde her længe. Måske en stamkunde. Ejersbo ville jeg også gerne læse noget af, alle sagde at han var så god. Håbede blot at få lov til det. Så, ikke så dramatisk!
Hmm, øjenguf klokken tre. Han ligner en roer, godt nok nogle brede skuldre. Han måtte da godt ro lidt rundt min seng. Jeg prøvede at fange hans øjne, det var nu ikke så svært, for han kiggede rimelig meget i min retning. Jeg var nu heller så værst.
"Værsgo, Thomas" sagde damen, og han rejste sig. Han smilte i min retning da han gik ind. Damn. Jeg fik helt sommerfugle i maven, og glemte alt om mit modermærke. Måske ville det ikke være så slemt, kunne jo være at det bare var noget godartet.