Havde hun vidst hvad hun gik ind til ville hun helt sikkert have sagt nej.

Drømmen om at gå op ad kirkegulvet i den smukkeste brudekjole og alle hans flotte ord havde helt klart fået hende til at miste hovedet og skubbe al sund fornuft og realitetssans der hen hvor peberen gror.

Han havde været så sød og charmerende som han sad der på knæ foran hende. Hans smukke brune øjne havde boret sig ind i hendes da han spurgte om hun ville gifte sig med ham. Han havde lovet hende guld og grønne skove, evigt liv - ja det hele havde været som et rigtigt eventyr.

Selvom hun godt vidste at han var en rigtig fidusmager. At hun flere gange havde taget ham i at lyve, tja, så tænkte hun at hendes kærlighed til ham ville få hans bedste sider frem. Han havde nok været usikker på hende og de mange penge han var kommet til på ikke helt ærlig vis, var jo bare for at give hende gode dyre ting. Fordi han elskede hende og ikke ville miste hende.

Vel vidste hun at han havde været gift og skilt indtil flere gange før, men vi kommer jo alle til at gøre fejltagelser. Denne gang var det rigtig kærlighed, havde han sagt. Hun havde troet ham, fordi hun gerne ville tro ham.

Nu sad hun så her i retsalen og skulle vidne imod ham. Han var blevet snuppet i et forsøg på at stjæle en værditransport. Han havde brugt hendes bil som flugtbil. Hun havde intet anet. Havde ligget og sovet tungt hjemme i deres nyindkøbte seng. De havde haft en fantastisk hyggelig aften. Han havde skænket hende et glas champagne - for at fejre at de nu havde været mand og kone i en uge. Senere opdagede hun at der havde været sovemedicin i glasset. Så hun ikke opdagede at han stak af i hendes bil for at røve værditransporten. Hun skulle bare give ham et alibi.

Bagefter havde hun tjekket hans mail og opdaget at han havde en kæreste i Monaco som han ville rejse ned til så snart han havde tømt værditransporten. Det værste var at han slet ikke elskede hende!

Havde hun vidst hvad hun gik ind til ville hun helt sikkert have sagt nej.