Pi vågnede tidligt. Det var det nye job, der nagede hende. Hun skulle starte næste mandag og havde planlagt at holde en tiltrædelsestale iført sine pæneste bukser, som var fire grimme kilo for små. Hun havde syv dage til at tabe sig.Hun måtte ud at løbe. Hun stak hurtigt i joggingtøj og løbesko, tissede og var ude af døren, før hun hunne nå at fortryde.

Hun spurtede af sted ned af Tårnhusstræde i stiv sydøstenvind. Der til højre lå Tingbjerg Selskabslokaler. Der havde hende og Rasmus holdt bryppup for ti år siden. De havde været så lykkelige.Dengang var Tingbjerg heller ikke så meget en ghetto. Nu var der øde. Der holdt kun en enkelt bil fra et vagtselskab, og man kunne se en Secutasvagt gå en runde gennem ruden. Måske havde der været indbrud. Der var meget af den slags her.

Pi løb ned mod Mosen. Hun ville løbe hele vejen rundt. Fire kilometer, en for hvert overflødigt kilo. Ved krydset på Terasserne og Ruten fik hun øje på fartfælden. Den forbandede fartfælde. Den havde ødelagt hendes ægteskab! Den havde fotograferet Rasmus med 70 kilometer, hvor man måtte køre 50. Men det var ikke det værste. Det værste var, at man godt kunne se, at kvinden ved siden af ham var blondine, selvom billedet var pixeleret. Pi var brunette. Det viste sig, han havde bollet blondinen i flere år. Hun var tilsyneladende den eneste, der ikke havde vidst det. Nu var hun single og fire kilo tungere.

Hun løb og løb for at fordrive de dystre tanker. Ved Husumvold Kirke stod en mor og hendes lille datter og fodrede ænder. Pi satte sig pustende på en bænk og kiggede på dem og på vandet, der glimtede som diamanter i solen. Hun kunne mærke, humøret steg. Her var smukt. Hun behøvede måske ikke tabe alle fire kilo på en uge. Hun havde da andet pænt tøj. Og Rasmus. Hun skulle nok bare være glad for, hun var sluppet af med ham. Hun skulle nok møde en anden mand. Hun skulle nok blive mor. Der var tid nok. Hun rejste sig, vinkede til den lille pige og løb videre. Nu med et smil på læben.

Line Knudsen