Ilden blussede hurtigt op og i løbet af få øjeblikke stod hele taget i flammer. Indefra maste ilden med tiltagende styrke mod ruderne, der efter en lang kamp, endelig måtte give efter for presset, splintre i tusind stykker og lade flammerne kaste sig med eksploderende styrke ud i friheden.

Jeg betragtede iscenesættelsen og rusen i min krop voksede i takt med at flammernes tiltagende styrke. Jeg så brandbilen der ankom, brandslangen der blev rullet ud og det helt koordinerede arbejde der foregik. Der var en bemærkelsesværdig kontrast mellem det hektiske scenarie der udspillede sig få meter fra mig ("Førstesalen skal evakueres omgående, hold 1 træng ind") og den overdøvende ro der herskede i mig.

Tusmørket faldt på, brandmændende løb frem og tilbage, vandet blev tændt og startede kampen mod flammerne. Nogle af brandmændende bad et lille publikum, der havde samlet sig, om at trække tilbage. Der blev råbt fra den ene ende til den anden. Jeg mærkede varmen der sved og trykkede mod mit ansigt, og gødede lykkerusen i min krop.

Brandmændende kom løbende ud fra bygningen, bærende på store bylter, der hurtigt blev lagt ind i nyligt ankomne tjenestevogne og med stor ståhej kørt væk i rivende fart.

Jeg kiggede ned, det overskydende vand havde samlet sig i en lille mudderpøl foran mig. Som en lille dreng plaskede jeg med den ene fod, så det sprøjtede op på siderne af min støvle. Jeg vendte igen opmærksomheden mod ilden, varmen...og længtes tilbage til den, da jeg kort tid efter erfarede, at den ikke længere var.

Et svedent skelet var tilbage, med små tapre flammer, der stod tilbage som overlevende indbyggere i en krigsramt, udslettet landsbyby, der måtte erfare, at de absolut intet havde tilbage at leve for. Jeg vendte mig om, og forlod stille stedet, uden at én eneste person havde bemærket min tilstedeværelse.