”Jeg kommer til at savne dig min skat,” sagde min mor, da vi stod på perronen, og ventede på det tog der skulle føre mig til Prøverne. De prøver der skulle afgøre om jeg var egnet til at deltage i spillet. Der havde været en hjemmesygeplejerske for at besøge mig før jeg tog af sted, men Prøverne var stadig obligatoriske for alle unge.
”Jeg kommer også til at savne dig mor,” sagde jeg, netop som toget rullede ind på perronen. Efterårsvinden bed i mine kinder et øjeblik endnu, da jeg trådte ind i toget. Min mor vinkede, men jeg ville have sværget på at hun havde tårer i øjnene da hun vendte sig for at gå.
Jeg forstod hende godt.

Toget var fuld af andre unge, der ligesom mig frygtede for deres skæbne, hvis de endte i Spillet.
Og samfundshjælpere, i grå uniformer, der burde tillade dem at falde i et med tapetet, mens de i virkeligheden bare fik dem til at stikke ud. Farlige. Et forkert trin, og man kunne glide, og falde, lige ned i mudderpølen, der kun havde det ene formål at skade. Hvorfor de var her, for at overvåge os, var langt fra til at sige, men jeg havde en stærk fornemmelse af at det havde noget at gøre med brandulykken på det sidste tog.
Selvfølgelig havde Samfundet forsøgt at dække over den, men der var altid nogen der sladrede.

Da toget ankom til Prøvecentret, blev vi alle gennet ud, og sendt ind i forskellige elevatorer, mod forskellige tests.
De målte vores evne til at løbe hurtigt og længe, til at tænke logisk, og til at klatre og finde alternative våben.
Jeg synes selv at jeg klarede det meget godt, eftersom jeg tænkte så logisk, at jeg snød mig dårligere end jeg var.

Få dage senere, fik jeg som forventet at vide, at jeg ikke var dygtig nok til at deltage i det prestigefyldte Spil. ”Sikke en skam,” sagde jeg, men lo indvendigt.