Inspirationsøvelse #6

Opgavebeskrivelse

Digt en lille fiktiv tekst ved hjælp af 5 foruddefinerede ord. Du vælger selv et tilfældigt sæt af 5 ud af i alt 25 ord, og det er dernæst din opgave at skrive en lille historie som bygger på disse ord. Ordene må gerne ændres i forhold til bøjningsform. Alle 5 ord skal benyttes i historien, og de gemmes og vises efterfølgende sammen med din besvarelse for den videre bedømmelse. Bestem selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje.

Nogle forfattere kan godt lide at tage røven på læseren. At franarre læseren læseglæden. Sådan én er jeg ikke. Gensidig respekt og sådan noget er nøgleord for mig. Selv tak.


Hun levede i en fængslende dunkelhed, under det vi kalder havoverfladen.
Langt, langt nede i Stillehavet, som er det dybeste hav der findes, havde hun bolig. Fik jeg sagt det var MEGET langt nede? På rekordniveau, sågar.
Hun indså på et tidspunkt i sit liv – det tidspunkt alle har oplevet, hvor intet er godt eller skidt, men alt er uforståeligt og man er ved at brække sig af forvirring – hvor overdådigt og meningsfyldt livet i havets dybder var, og samtidigt hvor nederen livet over havoverfladen syntes. Hendes handlinger begyndte på en snørklet måde, en sensommernat i august, at understrege, at hun vidste meget lidt om Jordens største system; de sammenhængende saltvandsmasser der deler kontinenterne, også kaldet oceanerne, skulle nu blive hendes hjem.
Ydermere fandt hun den ekstremt søgte symbolik i ordene 'under havoverfladen' ret dragende, ja, ildspydende faktisk.
For ikke at være ensom, tog hun sin ungdomsven med sig - Mustafa - som var en blå og æglæggende høne. Om dette bare var en del af Lises ret så fordrejede virkelighed, eller om det var sandt, vidste hun ikke. Hun vidste faktisk heller ikke helt hvad sandt var.
Jo, hun vidste at hun ikke var en mudderpølsædende motionist.
Hun vidste hvad hun ikke var, men ikke hvad hun var - faktisk vidste ingen hvad hun var.
Hun kendte ord som sød, smuk, klog, optimistisk, medfølende, udadvendt, overbevisende, nysgerrig, direkte, selvstartende, påståelig, resultatorienteret og mange flere, og stadig kunne hun ikke sætte bare ét af dem på sig selv. Hun vidste det simpelthen bare ikke, men hun var overbevist om, at hun måtte være et eller andet. Behageligt tyk? Gul? En juleleg?
Dette var en af grundende til, at hun flyttede. Alle gik rundt med klistermærker over overfladen. De var sælgere, kærester, børn, rengøringsassistenter og prostituerede. Alle havde et mærkat. Bare ikke Lise, og derfor flyttede hun.
Og dog, måske var der så lige ét ord hun kunne bruge på sig selv. Nemlig forandringsvillig. Ja! ... Men at være forandringsvillig betyder vel, at man i teorien kan forandre sig, og ikke være forandringsvillig om blot et sekund.

Så det ændrer jo ikke så meget...


Vaniljeis.
Tilfældige ord: ungdomsven, mudderpøl, rekordniveau, motionist, vaniljeis

Skriv kommentar

Besvarelsen Stillehavet og Lise Idiot er publiceret 18/02-2012 03:50 af Mahogni under skriveøvelsen Inspirationsøvelse #6.
Version 1 - 18/02-2012 03:50
Besvarelsen er på 385 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

8 år siden
#1 Mahogni
Verba Lonani arbejdede på papirfabrikken. Andre arbejdede der også, det skal da ikke glemmes, nej, ingen skal være overset, men Verba Lonani skal lige nævnes, fordi han altså er denne teksts hovedperson. Samlingspunktet i historien, der får det hele til at give mening (og undskyld, hvis han senere viser sig at være ligegyldig - dermed ikke sagt, at det gør han). Hermed kan man nok også godt kalde ham lidt vigtigere end alle de andre. Og det er han faktisk også. I denne sammenhæng. Ikke for at være kynisk, eller noget, men disse fabriksarbejdere er utroligt uinteressante og tørre, kedelige mennesker, der hører Kandis og ser tv3+, og man kan derfor roligt sige, at vi har fået fat i den mindst kedelige (ikke fordi jeg skal komme og sige, hvad der er kedeligt og hvad der er spændende, men jeg gør det nu alligevel. For den mindst kedelige er vel også den mest spændende, men det er vel også subjektivt, så nu skal jeg ikke komme for godt i gang. I stedet må jeg hellere lade jer selv bedømme hvad I synes om Verba Lonani, og så ellers bare holde min mund. Det er også typisk mig. Undskyld).

Verba Lonani var et mærkværdigt menneske (jeg kan desværre ikke dy mig. Jeg bliver altså nødt til at komme med nogle subjektive bemærkninger og krydrede (ups, et verbum) adjektiver en gang i mellem, ellers sprænger jeg i luften). Han var i hvert fald mærkværdig blandt denne gruppe intetsigende, kulturløse proletarer. Ikke fordi Verba Lonani ikke var intetsigende, kulturløs eller proletar, og ikke fordi der er noget galt i at være det, men der var dog noget ved ham – et strejf af et-eller-andet – som de andre ikke ejede. En mærkelig, skæv ting. Og nej, jeg omtaler ikke hans kønsorgan. Selvom jeg formentligt lige så godt kunne have gjort det, og måske gør jeg det også. Ja, det tror jeg egentlig nok, men så ikke sagt, at jeg ikke også SAMTIDIGT omtaler en anden skæv ting.

Denne anden skæve ting var hans søn Hans. Han var altid skæv, men det er irrelevant, for der var nemlig også en tredje skæv ting, hvilket var at Verba blev seksuelt ophidset over egne sætningskonstruktioner (og ja, nu ved jeg godt at det virker overdrevet let bare lige at sige ”nåå, så forfatteren skriver i virkeligheden om sine egne følelser, da han jo godt kan lide at skrive, og på den måde er et meget sygeligt menneske”, og til det må jeg svare: Ja, jeg er meget syg. Meget. Jeg har brug for hjælp. Men det har ikke noget med mit seksualliv at gøre, overhovedet, og jeg bliver altså ikke seksuelt ophidset af mine egne sætningskonstruktioner. Nej, overhovedet ikke. Faktisk, hader jeg at skrive. Det er det værste jeg ved. I rammende alvor. Jeg ved slet ikke, hvorfor jeg gør det. Det er en pine og en smerte som ingen anden. Jeg føler mig så ensom og uduelig. Men nu det er på plads, må vi hellere komme tilbage til sagen, nemlig Verba, der tænder på at opbygge lange, snørklede sætninger). Og selvfølgelig var der nogle parametre der spillede ind. 3, for at være præcis.

For eksempel var det ene parameter, at sætningslængden var meget vigtig, og jo større sætning, jo mere virkningsfuld var den også. Selv når Verba skulle købe den regelmæssige kop kaffe og den vante slikkepind i kantinen, gjorde han sin sætning så lang som overhovedet muligt, og frydedes ved et godt resultat: ”Hej Gerda, ja det bliver nok det sædvanlige i dag, nemlig en kop dejlig, varm, brun, opkvikkende, på grænsen til sort faktisk og yderst velophældt kop kaffe og en af de der slikkepinde med ananassmag, som jeg så godt kan lide, ja de to, altså kaffen og slikkepinden, de to smage komplimenterer hinanden så godt, at det næsten er til at vå vand i øjnene af, men jeg skal heller ikke stå her og flæbe over for dig, Gerda, det er jo ikke det du bliver betalt for, så skal jeg hellere gå til psykologsamtale ved firmapsykologen og få en gang sjæleafladning, det har hjulpet rigtig mange, har jeg hørt, og det skulle være godt for rigtig mange ting, men det må blive efter kaffen, hvis jeg overhovedet gør det, tak skal du have”. Ja. Det var en lang sætning...
Godt eksempel, Malte! Tak skal du have, kære dig-som-ingen-ved-hvem-er-og-ingen-har-nogen-idé-om-hvorfor-er-her-andet-end-at-give-Malte-et-skulderklap-og-få-ham-til-at-have-det-lidt-bedre-med-at-have-skrevet-den-alt-for-lange-dumme-ligegyldige-sætning-som-alle-alligevel-er-ligeglade-med, det håbede jeg også det ville blive! Hils! Ja, ilm.

For det andet voksede Verbas ophidselse lineært med den gennemsnitlige ordlængde, for det var nemlig igen sådan, at jo længere – jo bedre. Han sagde ting som: ”Forekommer der ingenlunde nogen forkortelsesgevinst, anvender jeg min reguleringsevne til at benytte mangeartede, facetterede ord i mine almensætninger, eksempelvis ordet spildevandsbortskaffelsesmetode”. Folk blev tit forvirrede. Også fordi de oftest bare spurgte, om han havde en blyant de måtte låne.

Men Verba elskede det altså. Det var hans passion. Hans glød. Hans kilde hvorfra hans livsenergi strømmede. Og dog var han et meget mærkeligt menneske.

Og det tredje parameter, der gjorde hans tilfredsstillelse endnu større, var anvendelsesgraden af endelsen isme. Dette suffiks var hans yndlings. Dog var der en mindre detalje, der ikke var så heldig. Han havde ingen idé om, hvad nogen af ordene betød. Men han remsede dem op som læresætninger fra en autodidakt bøsse-healer: ”Ååh, ja, jeg elsker katolicisme, for ikke at nævne surrealisme, amerikanisme og royalisme, nationalisme, what?-isme, nihilisme, behaviorisme, mongolisme, ateisme, pacifisme, kynisme, vitalisme, alkoholisme, Maltisme - som betegner at man er af den politiske overbevisning, at man står med lillefingeren i en vandpyt - og sidst, men ikke mindst, kalahaisme”. Dette gjorde ham til en meget afsondret, ensom og ikke specielt vellidt person på denne papirfabrik (undrer du dig over hvorfor det er en papirfabrik? Nej? Nå, okay). De andre syntes ikke så godt om hans holdninger, og kunne aldrig helt finde ud af, hvor de havde ham henne (selvom han sad lige foran dem, ved emballeringsmaskine nr. 32). For det er nemlig ret svært at være pacifistisk samtidigt med, at man er amerikanistisk (og nu tænker du sikkert: ”Åh... hold nu din kæft med dine mere eller mindre ligegyldige, og helt bestemt ekstremt kedelige, politiske kommentarer. Jeg er træt af dig. Gå i seng!”. Og ja, det må jeg vel nok også hellere. Jeg hader alligevel at skrive. Godnat).
8 år siden