Hej Rasmus

Uhyggelig tekst! Kan godt lidt at du venter til bogstavelig talt sidste ord med fortælle hvad teksten omhandler. Sådan :)

Du rammer ubesværet kravet om de 100 ord, man føler hverken at der er strukket eller fjernet i teksten. For hver sætning blev der skabt et nyt billede eller en ny tanke hos mig, så du får lige teksten i bidder med hvad jeg tænkte undervejs. Det har jeg i hvert fald selv glæde af nogle gange (normalt dog ikke på sætningsbasis, men i så kort en tekst med så mange "tråde" vrimlede det med indtryk og tanker :-))

Den blodrøde sol skræmte skyggerne væk. [måtte læse den to gange for at være sikker på hvad der stod fordi blodrød, sol, skræmme og skygger ikke er gængse ord i samme sætning. Jeg kan godt lide ordet blodrød, men her i første sætning bliver det lidt tungt fordi læseren i forvejen er ved at orientere sig i forhold til tekstens retning og indhold. Du kunne sagtens nøjes med "Solen skræmte skyggerne væk." ]
Hun ønskede at skyggerne ville forblive lidt endnu. [brugen af ordet "skygger" allerede her igen virker lidt....hm.... monotomt i forhold til resten af tekstens bid. Det kunne evt. erstattes af "mørket" i stedet. Det ville stadig virke dystert]
At de ville skjule hendes skam. [første tanke: spændende. Hvilken skam? Skynder mig at læse videre]
Den altfordærvende skam. [spænder videre til næste sætning :)]
Hendes små hænder lå beskyttende i skødet. [ordet "små" fænger. Der er to muligheder: barn eller meget spinkel. I første omgang hældte jeg til "spinkel" da jeg læste den fordi barn og altfordærvende skam ikke normalt hænger sammen]
Kinderne burde være fugtige, men man lærer at det alligevel ikke hjælper. [her hældte jeg så lidt mere tilbage til barn eller kvinde med voldelig ægtemand. Det handler om ikke at græde, for det nytter ikke noget og det må have været nogle hårde lektioner, der har ført til den erkendelse]
Man bærer skammen til den er ubærlig. [hvad gør man så når den bliver ubærlig?]
Til den truer med at sprænge en i tusind stykker. [Godt nok en voldsom skam, når så mange af sætningerne handler om den. Er spændt på hvad det handler om, for selvom det er et godt stykke inde i den 100 ord lange tekst, så har jeg stadig ikke gættet hvad det helt handler om]
Til man ikke kan holde til det mere og grådkvalt letter man sit hjerte over køkkenbordet. [ordet "køkkenbordet" er super, fordi det overrasker. Det havde jeg ikke set komme, men får straks et billede af et mørkt køkken kun belyst af en enkelt lampe, lige midt over bordet, og at hovedpersonen sidder og betror sig, grædende og beklemt]
Ensom og alene fortæller man. [det er bl.a. denne sætning, der gør teksten uhyggelig. Fordi hovedpersonen er ensom og alene netop når vedkommende prøver på at række ud. Man får ikke følelsen af at personen bliver forstået eller imødekommet]
Prøver at forklare. [Denne sætning understreger forrige sætnings fornemmelser, det samme gælder for de efterfølgende]
Trygler om forståelse. Man vil bare stoppe smerten. Være i fred.
Men han kommer alligevel - Mors Mand [Sejt twist til sidst! Uhyggeligt og velskrevet. Det eneste, jeg er i tvivl om, er hvem det er hovedpersonen sidder og taler med ved køkkenbordet. Er det moderen? Det må det vel være, men hvorfor bliver vedkommende så ikke troet på? Og efter den sidste sætning læste jeg straks resten af teksten igen fordi du i sidste øjeblik kastede nyt lys over teksten. Godt skrevet! Jeg er dog lidt i tvivl om det der med at bære på skammen indtil den bliver ubærlig, for det lyder som om det er noget, der sker med jævne mellemrum, at skammen og betroelsen er gentagne hændelser. Men det er jo desværre heller ikke utænkeligt. Nå, men nok om det, tilbage til det teksttekniske ;) Jeg kan godt lide at Mors Mand står med store bogstaver fordi det netop er en fundemental og voldsom kraft i hovedpersonens liv.]

Samlet set: fængende tekst, let og hurtigt læst, spændende twist til sidst. De 100 ord er brugt på en god måde. Glæder mig til at læse mere fra din side af :-)

M.v.h. Laura

Hej Eudaimoniac.

Uhyggelig og meget rammende tekst.

Utrolig flot.

Vh kast

Tusind tak for kommentarerne alle tre. Det er dejligt at se at målet med teksten også indfries hos læseren.

Tåren nåede ikke den stakkel piges kind, men min øjenkrog.
Skræmmende godt skrevet.

Med fare for at blive betragtet som doven, vil jeg faktisk mere eller mindre holde mig til det "Sommerdag" skriver.

Dog har jeg et problem med at se en blodrød sol for mig og jeg læste sætningen flere gange for at finde ud af om det var aften eller morgen :)

Kære Rasmus

Av, av, av - føj for en giftig sag. Det arme pigebarn. Det er lykkedes dig at fryse en situation og et hjerte i skærende is. Billederne af hænderne, der vil beskytte skødet, og af de tørre kinder er så grumme som hans handlinger.

Det har en stemning af "brev til det elektriske barometer", hvilket er ment som en kompliment til dets hudløshed.

Tak - trods gruen.

Maria

Hej Rasmus
Det er dog en forfærdelig historie, fantastisk godt beskrevet med få ord og meget stærke billeder.

Venlig hilsen
Sanne53

Beskrevet rundt om hændelsen virker godt og stærkt. Tænker på overgrebsoplevelse.