Efteråret var så småt begyndt at vise sig og grænende uden for viduet, kæmpede en kamp for at holde de sidste blade på dens næsten nøgne krop. Byen var stadig ikke healet og følelsen af rædsel sitrede stadig i den luft, der sneg sig ind under vinduessprækken. 1 år var forsvundet mellem mine hænder og mens politiet stadig var fuldt beskæftigt med at finde de forsvundne personer, trods pårørende familier i deres sind, havde accepteret at deres børn, fædre og mødres miserable afgang fra deres smukke verden. Verdenen havde aldrig været smuk for mig. Mine fodspor var ikke nogle man gad følge. En mand på sine døende minutter, hvor de bedste tider blev tilbrag i et fængsel, hvor man havde en god dag hvis man ikke blev tæsket ihjæl, men derimod sexuel misbrugt.

En klar tone fyldte rummet og uden for vinduet, sad en enlig solsort og sang en afslutningsmelodi.