Jeg er ikke verdens kønneste dreng; Jeg har en stumpnæse, flyveører og skæve tænder. Jeg har måske heller ikke de vildeste ambitioner med mit liv; At ende som kontorelev lyder ikke så slemt for mig.
Men det giver dem ingen ret til at behandle mig som skidt - som affald - som en taber! Jeg er ikke et dårligt menneske - jeg ønskede faktisk det bedste for alle, og jeg blandede mig ikke i deres sager - men jeg vil have hævn for deres ydmygelser og latterliggørelser. Aldrig igen skal du håne mig og grine af mig. Aldrig igen skal folk se mig som en taber og et udskud. Aldrig mere skal jeg høre deres skrækkelige navne.
Jeg står med våbnet i hånden - en blåsort automatpistol - og overvejer det hele. Skal jeg skyde mig selv bagefter? Skal jeg stikke af i forvirringen, når missionen er fuldført? Skal jeg overhovedet gøre det? Jeg kigger ned på prismærket og ser den økonomiske pris, jeg allerede har betalt. Det hele er ligegyldigt. Da jeg købte pistolen, var jeg så sikker og så stålfast. Nu hvor tiden nærmer sig, mister jeg viljen. Jeg mister mit fodfæste og min hele forståelse af virkeligheden - rigtigt og forkert. Kan jeg gøre det?
Jeg har stadigvæk pistolen derhjemme, men jeg har endnu ikke besluttet, om jeg vil gøre det. De har ikke mobbet mig et par dage nu, og jeg føler mig mere sikker - jeg tør næsten tro på en anden udvej. Men det ændrer ikke mit til dem. Jeg ønsker ikke at være morder, men på den anden side, ønsker jeg ikke, at de skal leve. Svin som dem har måske ikke fortjent det. Men måske... Måske har de ændret sig? Måske kan jeg undgå det hele?
Jeg tog fejl. Jeg har pistolen i min taske og venter på øjeblikket. Jeg er stadigvæk usikker, og jeg kan ikke gøre det uden provokation, uden hån og uden latter. Men heldigvis kommer de gående mod mig. De ser mig og griner - usle svin! Snart vil deres latter holde op. Jeg holder min vrede indeni; Mit pokeransigt afslører ikke det flammende had, der syder i mit indre. Jeg stiller min taske på jorden og venter på, at de kaster den første sten. Så vil jeg svare med kugler.