Jeg lider af hukommelsestab. Jeps, det er rigtigt. hukommelsestab. Jeg kan ikke huske hvornår det opstod, ej heller hvordan. Det eneste jeg er fuldstændig sikker på omkring mig selv er, at jeg ikke kan huske noget. Det har sine fordele. Jeg bliver aldrig træt af en film, for det eneste der fortæller mig at jeg har set den før, er coveret på TV-bordet.
Til gengæld er jeg ikke altid lige god til mit job. Jeg arbejder for et flyttefirma, og det kan ind imellem godt give problemer, hvis jeg smider modtager adressen væk. Så kan jeg selvfølgelig ringe til firmaet og få den igen, hvis altså jeg kan huske, hvor jeg har lagt min telefon.
Jeg har en konsulent. Jeg kan ikke huske om det er en talekonsulent, en hørekonsulent, eller bare en hjælp-mig-med-livet-konsulent. Men jeg kan altid ringe til hende. Lige meget hvor meget lort jeg står i, hjælper hun mig igennem det.
Jeg har lige lagt røret efter en samtale med hende. Hun sagde, at hvis prismærket sidder i det tøj jeg har på ud af butikken, så er det ikke mit eget og jeg har ikke betalt det. jeg må nok hellere gå ind med det igen, inden jeg glemmer det.

"Undskyld, men jeg glemte at betale det her, inden jeg gik ud," siger jeg til manden i butikken.
"Glemte du det bare lige?" spørger han lidt spydigt.
"Ja, jeg husker ikke så godt," svarer jeg høfligt.
"Er der ikke en aldersgrænse for, hvor dum man kan tillade sig at være," mumler han hånligt, mens han bipper mig i nakken.
Jeg har lyst til at slå ham, men bestemmer mig for at tælle langsomt til 10 istedet.
1-2-3-4-5-6-7-8-9-10.
Jeg løfter hovedet og ser på den venlige mand overfor mig.
"Det bliver 550 kr,"siger han lidt surt.
Jeg betaler ham og går ud af butikken, mens jeg spekulerer på, hvad der har gjort ham gnaven - og hvad jeg mon har brugt alle de penge på.