Jeg har lige googlet "Stodderkonge". Jeg vidste nemlig ikke hvad det betød. Og det kunne jo egentlig også være skide lige meget, for hvad skulle jeg også bruge det til? Godt spørgsmål. Jeg har ingen idé om svaret. Jeg syntes bare det var et sjovt ord, så derfor googlede jeg det altså. Bum bum. Nåh, men det betød: " førstemand blandt vagabonder". Det står der i hvert fald på ordnet.dk. Og dem stoler jeg på. Uden at vide hvem "de" er, og uden at kende dem. Det er nok faktisk de første jeg stoler på, sådan uden videre. Og jeg kender dem ikke engang. Jeg ved ikke engang om der rent faktisk sidder mennesker bag ordnet.dk, eller om det bare er en computer. Og hvis der sidder mennesker bag det, så kunne de rent faktisk sidde splitterravende nøgne uden jeg ville vide det. Klamt. Men det er også lige meget, for jeg stoler på dem. Så når de siger at en stodderkonge er en førstemand blandt vagabonder, så tror jeg på det. Punktum.
For jeg har problemer med tilliden. Det har folk i hvert fald sagt lige siden jeg var en lille skoledreng. Så når jeg finder noget jeg bare stoler på, er det så ikke bare med at holde fast i det? Det vil jeg nu engang synes det er. Jeg stolede egentlig heller aldrig ikke rigtigt på min mor. Jeg ved ikke hvorfor - det gjorde jeg nu engang bare ikke. Og sådan var det. Når de voksne fra skolen ringede hjem og sagde jeg lavede ballade og var en fidusmager, så spurgte hun mig jo selvfølgelig hvorfor. Så kunne jeg jo godt have fortalt hende at det altså var på grund af dét og dét og dét. Men det gjorde jeg ikke. Jeg rakte bare tunge og løb ud i skoven.