Det prikker stadigvæk i hånden, hjertet hamrer af sted som et lokomotiv der er løbet løbsk.
'Jeg' løb løbsk. Kedlen koger stadigvæk. Men når jeg ser angsten, ser chokket i dine øjne, dine ellers så kønne øjne. Ser hvordan du kryber længere væk fra mig og tættere hen til bordet, som vil den kunne yde dig den beskyttelse som jeg normalt ville yde, da fordamper vreden og jeg står tilbage og føler mig som et fjols.
Som et uhyre.
Jeg så det ikke førend at det var for sent, men du så det.
Du vidste det... og lod dig nøje.