Hendes hår hang som et brudeslør ned over hendes ansigt, gjorde hendes træk utydelige og skjulte det blå øje. Rummet var lyst op af det klamme, skarpe lys, som kun utildækkede lysstofrør kunne afgive. Der var intet i rummet ud over hende, bordet, de tre stole og det lille kamera oppe i hjørnet. Marty havde næsten ondt af den unge kvinde, som hun sad der. Men også kun næsten. Han stod bag den store rude, der lignede et spejl inde fra det andet lokale, hvor kvinden var. Efter at have betragtet hende i stilhed, kiggede han ned i politirapporten igen. Hun var blevet samlet op af en patrulje ude ved en af motorvejsafkørslerne. Hun havde fået tæsk, deraf det blå øje. En læge havde undersøgt hende og hun havde tilbragt natten på sygehuset, men hun så ikke ud til at være kommet alvorligt til skade, ud over de blå mærker og mærkerne om hendes håndled. Hvem var hun? Ingen vidste det. Hun havde været i et stadie af chok, da patruljen stoppede hende. Da hun endeligt havde sagt noget, kunne hun ikke huske noget. Ikke en gang sit eget navn. Hukommelsestab. Praktisk. Kliché.
Marty blev afbrudt i sine tanker, da der kom en tekniker ind af døren til det lille rum, hvor både lyd- og videoudstyr stod. De var klar. Marty så på kvinden igen. Hun rørte sig ikke ud af stedet. Normalt ville han havde afhørt hende på sygehuset, som et offer, men der var et problem. Blodet. Hun havde været smurt ind i blod, da de fandt hende. Hun havde forsøgt at tørre det af i sit tøj. En blomstret kjole, der lignede noget, der havde ligget på gulvet i et slagteri. Jakken hun havde på, var ny. Prismærket sad stadig i. De havde tjekket hendes lommer. Ledt efter en taske ude ved afkørslen. Det eneste de havde fundet, var et frimærke i kjolens ene lomme. Et frimærke med et billede af Mount Rushmore.
Marty sukkede og smækkede rapporten i. Han nikkede til teknikeren, som startede for maskineriet, og gik så ud af døren, ud på gangen og ind af døren til det lille rum, hvor kvinden sad. Hun så op på ham med et træt blik. Et blik, der trods trætheden, brændte.