Der er en katastrofe, katastrofen fornyer sig selv, der er ret mange der dør, de dør hele tiden.
Folk realiserer nu, de dør. Folk reagerer på, de dør. Folk realiserer, de aldrig nogensinde stopper med at dø. Folk ser deres død uendeligt, og tænker alle sammen, at sådan fungerer død, og det er de okay med. Egentlig inde i hjertet foretrækker de katastrofen, du ved det, jeg ved det, junkien der står og hænger foran kirken ved det, alle fucking ved det. Alligevel står vi på ny dagen efter, og brokker os over katastrofen, sådan er katastrofen.
Alle ved det