Jeg blev tør i munden og fornemmede en begyndende susen for mine ører. Der var intet jeg kunne gøre ved det nu. Det var alt for sent. Mit hjerte galoperende af sted og skyllede de omtrent fem liter kogende blod igennem årerne i et nærmest afsindigt tempo, og jeg afventede det adrenalinkick, som jeg havde så meget behov for. Men forgæves. Trods de rigelige mængder af ilt til lungerne og kroppen, var jeg som forstenet - komplet handlingslammet.
Jeg kastede endnu et blik over på sofaen i hjørnet. Den var god nok, der sad de stadig og gnavede i hinanden.