Hans udspilede øjne ser skrækslagent på mig. Hans ben er flænset i stykker, og dybrøde floder af blod strømmer fra det åbne sår. Stønnende forsøger han at bide den gennemtrængende smerte i sig. Jeg er som forstenet, og jeg kan intet foretage mig. Kan kun stirre som lammet på min bedste ven, der er ved at forbløde for øjnene af mig. Febrilsk presser jeg min hættetrøje mod såret, hvilket får ham til at udbryde et ulvehyl i smerte. Jeg letter lidt på presset, og lægger hans hoved i mit skød mens jeg skælvende taster nummeret til alarmcentralen. Jeg ringer op...