Der var ikke noget livstegn tilbage at se, i det blege ansigt på Daniel. Hans mørke krøller hang modløst ned fra hovedet, og de var ikke nær så smukke, som de havde set ud dagen før. Ud af de små hvide øre, flød blodet stille. Det løb ud over hans øreflip, og ned på den slidte sofa, der nu havde sluttet sig til de andre bloddråber i en lille blodplet. Hans ene ben lå i en forkert vinkel, som ikke ville kunne lade sig gøre hvis han stadig var i live. Jeg vender mig bort, jeg vil ikke se mere.