Han ser op fra sit foretagende. Han er ved at lave mad. Til os. Det er en underlig fornemmelse, sådan at stå i hans køkken og lave mad med ham. Igen. Han smiler til mig og siger så: "Vil du ikke lige hente min telefon inde i stuen?" Selvfølgelig vil jeg det. Jeg vil også gøre meget mere end det, han ved det bare ikke. Hans stue er lys og venlig, men i dag synes jeg mest den er upersonlig. Ingen billeder på væggene eller hylder med pynt. Jeg tager telefonen fra sofabordet og ser, at hun har skrevet. Igen.