Han stoppede og kiggede op fra gulvet et øjeblik. Han sukkede halvbittert. Det skulle være et såkaldt kulturelt samlingspunkt. Et sted for de pæne borgere at socialisere med hinanden langt væk fra mørke gyder og samfundets sorte får. En værre gang snobberi ifølge ham. Så kunne de sidde og sippe champagne og snakke Mozart, mens den virkelige verden var adskilt fra dem af en væg bygget af bodyguards, assistenter, chauffører, (der forhindrede dem i nogensinde at kommunikere med nogen fra andre sociale klasser end deres egen) - og skudsikker arrogance ikke at forglemme. Han kunne ikke holde den form for overklassetankegang ud. Så skulle han stå der og sørge for, at de fornemme gæster kunne spejle sig i gulvet på den tolvte etage, mens han sørgede for ikke at være til gene for nogen af dem. Som om de ikke var i stand til at føle sig hævet over andre uden en glaselevator.
Imens han så på sit arbejde, der ikke engang var halvt færdigt, kunne han ikke lade være med at spekulere over, hvordan det ville være gået ham, hvis han aldrig var droppet ud af gymnasiet. Måske havde han selv stået og spejlet sine afblegede tænder i marmorgulvet med en cigar i den ene hånd og en trofæhustru i den anden. Der var jo nok en form for strålingsrisiko i den form for miljø. En smittefare.
Skæbnen havde dog villet noget andet, da den en vinteraften i 2g havde slynget armene om ham som en sulten blæksprutte. Og nu var han så begrænset til et lillebitte straffesparksfelt, hvor den mindste forseelse kunne have katastrofale følger. Han kunne ikke tillade sig at brokke sig over de nedlandende blikke eller den dårlige løn. Han kunne ikke engang gå ud fra at få en undskyldning fra den mand, som skødesløst havde skubbet til ham, da han gik forbi for lidt siden. Nej. Han kunne ikke gøre noget ved det nu. Sådan en bondeknold som ham skulle ikke tro, at han var noget i en verden som denne. Sådan var omgangstonen bare. Det løb var kørt.