Hvis bare solen ville skinne. Han lukkede øjnene og lagde hovedet bagud, så regnen faldt mod hans ansigt. Regnen var faldet uden pause i de sidste par dage, og alting var vådt og trist. Han stod sådan lidt, inden han fortsatte sin gang mod det lille hus. Huset havde set bedre dage og tog sig absolut ikke bedre ud i det gråvejr, der havde hersket hele efteråret. Han gik op af trappen til verandaen og hev nøglerne ud af lommen. Selv den skarpe klirren af metal mod metal virkede død i det triste vejr.
Indenfor stillede han sirligt støvlerne på skobakken og hængte den våde regnfrakke ud på badeværelset, så der ikke kom vand i gangen. Huset virkede tomt som hans skridt rungede mellem murene. Regnen trommede mod taget og gjorde verden udenfor sløret. Han hadede efteråret. Efteråret var dødens tid, hvor alting mistede livet og blev gråt. De grønne livsfulde blade efterlod træerne triste og tomme, blomsterne visnede og verden mistede sine farver. Han stod lidt i gangen og så tomt ud i luften, inden han gik ind i stuen og satte sig ved spisebordet. Der lå en blok papir og en blyant. Efter lidt tøven tog han blyanten og begyndte at skrive. Først gik det langsomt, men til sidst fløj det grå bly hen over papiret. Han skrev under og læste det igennem et par gange. Hans blik slap papiret og vandrede til det store vindue. Vejret havde ikke ændret sig, han syntes nærmere, at det så ud som om, at regnen havde taget til. At verden var blevet endnu mere grå. Han rejste sig og åbnede en skuffe. Tyngden af revolveren overraskede ham stadig, selvom han havde haft den i mange år. Han tog et billede fra reolen og satte sig igen hen til bordet. Med en finger kærtegnede han fotorammens glas. Kvinden på billedet var hans kone. Hun var synet hen af kræft og var endeligt sovet hen sidste efterår. For præcis et år siden. Alting var så gråt. Han så på selvmordsbrevet og derefter på revolveren. Hvis bare solen ville skinne.