Hun puttede ham i lommen. Hun forstod ikke helt hvordan han kunne være der, men ned det kom han, ned i baglommen sammen med lommeuldet.

Han havde i virkeligheden aldrig været helt god ved hende, men på det sidste var det blevet værre. Han kom sent hjem, stank af spurt og lugtede af fremmede kvinders billige parfume. Under en diskussion startet af hende, havde han skubbet hende ned af trappen. Han havde åbenbart ikke nok i mig, tænkte hun. Eller så jeg jeg fortjent det, tænkte hun videre.

Hvad kunne hun gøre, nu lå han der. Krøllet sammen i baglommen. Som en post-it med en gammel glemt tanke nedskrevet på eller en gammel dosmerseddel.

Ville han blive sig selv igen, hvis hun halede ham op igen. Vil jeg gerne have at han bliver sig selv igen, tænkte hun. Nej, nok ikke, tænkte hun videre.

Med et suk satte hun sig ned på køkkenstolen. Han sagde ikke en lyd. Måske var han der ikke mere, tænkte hun. Eller måske var han bare så krøllet at han ikke kunne komme med en lyd, tænkte hun videre.

Hun sad der lidt, indtil hun så tog sine bukser af, smed dem i vaskemaskinen, startede den, tog et par bukser fra vasketøjskurven, hoppede i dem og slentrede ud af døren med et tilfreds smil plantet solidt i hendes ellers mørke ansigt.