Det var endnu en af de juleaftener, hvor det ikke sneede. Som dansk kernefamilie ville man nok ærge sig, og sige, at det var mindst tyve år siden, der var faldet sne den fireogtyvende december. Men med sin foldemadras og Henrik Hønsetyv som sine eneste ledsagere på juleaften, var det helt passende med fem grader celsius. Vi havde det fint med hinandens selskab, Henrik Hønsetyv og jeg. Jeg burde nok fortælle, at han fik sit navn for flere år siden, hvor han forsøgte at snige en hel kylling fra køledisken i Fakta, med ud af butikken. Jeg siger ikke at jeg på forhånd sagde, at det var en dårlig ide, men det gjorde jeg altså.
"Vil du række mig terningen?" Henriks hue sad skævt på hans hoved. Jeg rakte ham terningen. Eller, sølvpapirskuglen, som Henrik havde lavet, og som jeg havde skrevet på med en sort sprittusch fra skraldespanden på Rådhuspladsen.
"Hvis jeg slår et, to eller tre, betyder det at du skal placere den. Slår jeg fire, fem eller seks, skal jeg selv gøre det. Okay?" Henrik rullede sølvpapirskuglen mellem hænderne og kyssede den flere gange. Jeg nikkede. Han satte sig til rette på madrassen, og en plet viste sig. Mørkerød. Nogen havde i sin tid blødt på det lyseblå betræk, inden vi fandt den. Eller også er det bare gammel kaffe, nogen har spildt. Sikkert Henrik, han er så fandens klodset.
Henrik kastede terningen og den trillede ned af madrassen og tværs over fortovet, på det gadehjørne vi havde slået lejr på. Ned af kantstenen og trillede videre. Nok fordi vejen hældte en smule. Ned af vejen og stoppede brat, ved at ramme mod fordækket på en parkeret, sort BMW. Både Henrik og jeg fløj op fra madrassen, så min indkøbskurv med ting og sager væltede. Vi bøjede os begge ned og så det samme syn. Terningen stod lænet op ad dækket, med en kant i vejret. To sæt øjne vendte opad. En treer og en firer.
"Det er jo tydeligvis en fire," skyndte han sig at sige.
"Hvad? Nej, det der er en treer. Det kan selv en idiot se." Jeg rynkede brynene. Jeg skulle placere den mandel.
"Det kan være dem begge to," sagde han. Jeg gav ham ret.
"Omslag?" Jeg tog terningen op mellem pege- og tommelfinger.
"Jeg har ikke rigtigt noget valg nu vel, Klaes. Du har allerede samlet den op."
"Bad luck." Jeg kastede terningen op på fortovet. Den trillede mod madrassen og landede på en flad side. For langt væk til at vi kunne se øjnene. Vi gik sammen derover. Fem øjne pegede opad. Klaes grinede hånligt.
"Endelig! Du har placeret den mandel i vores juleaftens-kålslaw de sidste to år. Gæt hvem der vinder i år?" Jeg slog Henrik Hønsetyv på armen, og sagde at vi alligevel ikke havde råd til en præmie.
"Og hvad så? Det er princippet."
"Jeg gav dig bare en chance," grinede jeg.