Blodet flyder, dét i uanede mængder. Afrevne lemmer ligger spredt ud over torvet. En arm her, en finger der. Og derhenne ligger et ben - det vil sige, benet fra knæet og nedefter. Der er stadig en røgsky over pladsen. Tyst efter braget. Også fuglene tier. Afventende, lyttende, med de små hoveder på skrå. Stilhed. Men pludselig, barnegråd. Et højt hyl flænger stilheden, det er, som om jeg kommer op fra under vandet, tager et stort befriende åndedrag. Men det er ikke som forventet. Men som kviksølv. Den tunge, varme, tykke væske brænder hele vejen ned. Ætser halsen, ætser væk.