Lyset på badeværelset er skarpt, ubarmhjertigt. Intet kan gemme sig her, hverken øjenbrynhår eller rynker. Eller blodårer. Jeg lader barberbladet køre hen over underarmen, føler hvordan stålet river i min hud. Jeg har ikke lyst. Til filmhygge. Men jeg har lovet Irene, at vi kan gøre det her hos mig. Siden hun begyndte på handelsskolen og jeg på gymnasiet, har vi ikke set meget til hinanden. Jeg tænker på de andre sår. "You and me, babe, BFF!", sådan var det. No secrets, som om hemmeligheder er det værste man kan gøre mod et andet menneske, mod et venskab. Den ultimative hån. Jeg ser blodet pible ud, trykker lidt på siderne. Det her skal hun ikke vide.
"Hej smukke!" hviner hun, da jeg åbner fordøren. Hun har pizzaerne i den ene hånd. Den anden holder en pose, som hun stiller, for at give mig et kram. Jeg krammer igen, tjekker bag hendes ryg om den langærmede T-shirt dækker nok.
Min mor er ikke hjemme, så vi sætter os i sofaen og smider en film på. Pizzaerne er hurtigt spiste og Irene tryller straks Coca Cola, chokolade, Matadormix, chips og preblandet dip op af posen. Hun spiser og spiser, hælder ned, og jeg gør mit bedste for at følg med. Plejer det at være sådan her? Plejer hun at være sådan? Hun snakker, griner, spiser, skylder ned med cola. Jeg kigger på hende. Ser hun ikke lidt anderledes ud? Noget med... Ansigtet? Men det er jo også længe siden jeg har set hende, måske jeg bare husker hende på en anden måde.
Vi sætter en Netflixserie på, noget med nogle amerikanske skoleelever, som hader hinanden. Irene strækker sig, vil lige låne toilettet. Jeg forventer, at hun vil gå ind på det store tæt på stuen, men hun går ovenpå. Da afsnittet stopper, går jeg derop. Jeg kan høre hende kaste op gennem døren. Hun har skudt slåen for, men jeg finder mit kort i pungen i lommen, og lirker døren op. Hun sidder på gulvet foran toilettet, græder panisk. "Det vil ikke op!". Jeg kigger på hende, falder på knæ ved siden. Ryster hende kærligt, siger: "Irene, det har du ikke brug for, du... Du er så smuk, præcis som du er." Hun kigger på mig, og vrænger, da hun svarer: "Du skal ikke være så hellig, jeg har set dine barberblade". Hun peger hen på kanten af håndvasken. Pis. Hun læner sig frem mod toilettet igen, presser to fingre ned i halsen til tårerne står i øjnene og halsen gurgler. Jeg bliver siddende ved siden af og tager hendes hånd.