- Hvordan kan de sidde der, som om livet upåagtet går videre? Der er jo sket en katastrofe! Kan de da slet ikke fatte det?!

- Og så var der dengang at Jensen havde bestilt en afbusdrejse ... Den rødmossede murermester i nummer 3 er begyndt på en anekdote om en af naboerne.
Jeg smiler, nærmest mekanisk, uden lytte efter. Mine tanker kredser om min elskede dreng. Alt andet forekommer mig ligegyldigt. Hver en fiber i min krop længes efter ham; at kysse ham og kramme ham, at tumle og lege med ham, at putte med ham ... ja jeg savner endda at skifte hans lorteble!

Den seneste uge har været vanvittig. I mandags var hun skredet, da jeg kom hjem. Ingen besked, bare ingenting. Hun havde efterladt det meste med undtagelse af alle hans ting og fjernsynet(?!) Og så havde hun da lænset vores opsparings- og budgetkonti. Jeg kunne ikke længere være i lejligheden, så jeg skred, nærmest fra den ene dag til den anden. Heldigvis kendte min bror et sted, det her sted. Jeg havde slet ikke gennemtænkt projektet, så jeg flyttede alt ud og ned alene. Heldigvis var naboerne her søde til at hjælpe med at tømme bil og læsse ind, og så var jeg jo nød til at give flyttebajere. Og nu sidder vi så her.

- Kan de mon se det på mig? Der er ikke nogen, der har sagt noget ... endnu. Måske er de stadig på "høflighedsstadiet"? Jeg gider virkelig ikke stemples som: "ham" og jeg kan slet ikke overskue tanken om deres medlidende blikke, hvis de vidste det. De skal ikke vide noget ... endnu!

- Hva', sidder du sover? Det er mureren, der kalder på mig.
- Næ ... jeg sad bare og spekulerede lidt
- Nåå? Han kigger undersøgende på mig.
- Jo, jeg spekulerede på, om vi mangler øl, svarer jeg kækt og peger på bordet, hvor det flyder med tomme øldåser.

Min telefon begynder at ringe. Det er stenhuggeren.
- Så for satan! Så er der sgu damer i farvandet, joker jeg til de andre, der alle med ét sidder med samme smørrede smil i hele femøren; dét smil, som kun ægtemænd kan have, når de drømmer om hvad de ".. ku' ha' fået af gode patter og fastere kød ...".

- Du må altså MEGET undskylde, siger en meget brødebetynget stemme i røret, men vi har lavet en kæmpefejl. Jeg kan slet ikke forklare, hvordan det kunne ske, og det burde slet ikke være sket, men vi har mistet alt på vores harddrive. Jeg skal bare lige høre, blev din søn født i 2018 eller 2019?