Nu, efter begravelsen, står jeg igen i stuen mod det plettede vindue, som vender ud mod havet. Vandoverfladen dækker over for de drabelige undersøiske strømme. Det var for ikke mere end en måned siden, en udrykningsbåd var ude at samle en svømmer, som overvurderede sine evner, og blev trukket væk fra land af strømmen. Boblerne i det skelethvide skum på bølgerne danner millioner af tomme, opadvendte øjne. Havets mund, der åbner sig mellem bølgerne, råber om barmhjertighed mens bølgearmene rækker op mod himlen for hjælp. Bølgernes bevægelse bliver smurt af de små fedtede fingeraftryk på vinduet.

Væggene danner dusinvis af gullige rammer om hvide firkanter, hvor gamle billeder hang. Lidt efter lidt erstattedes billederne af det hvide, i takt med at havet tog en efter en af vores kære til sig. Havet er altid på udkig efter nye håbefulde ofre. Dets sult er utilfredsstillelig.
De henkastede, åbne fotoalbums, der ligger spredt på sofabordet, spejler sig vinduet, urørte af deres bølgede baggrund. Det øverste album ligger åbent der, hvor den syvårige Martin står på stranden med ryggen til vandet. I afspejlingen laver skummets hvide, døde øjne et kort øjeblik huller, først i billedets stille vand, så i det hvide sand og i den ubevægelige Martin. Hullerne viger sig for bølgernes arme, der forgæves prøver på at hive billedets spejlbillede til sig. Når havmundens skrig om barmhjertighed pludseligt bliver erstattet af et gab spættet med urovækkende skumtænder, der endnu en gang truer med at trække Martin ind mod dybet for altid, trækker jeg gardinerne for i en hurtig bevægelse. Jeg sætter mig i sofaen og ser Martin kigge op på mig fra billedet, som han gjorde dengang, billedet blev taget. Jeg var ikke mere end en tilskuer til hans korte liv. Nu nægter jeg at være tilskuer til hans våde, evige hvilested. Disse gardiner skal aldrig igen trækkes fra.