Jeg var blank, jeg var interessant, jeg var færdig. Nu er jeg fortid. Jeg bliver kigget på en gang imellem. Jeg bliver undret over. Jeg er fyldt med historie i 2D. Jeg er noget for nogle.
Jeg ser verden ude fra. Alt ses fra et andet perspektiv, men herfra ser jeg det hele. Jeg ser når fru Thomsen og hr Thomsen spiser aftensmad, og har gode stunder over en brun sovs og kartofler. Jeg ser også en anden side. Når fru Thomsen skælder hr Thomsen ud over at han ikke har fjernet sin avis. Men jeg ved. Jeg så det. Han fjernet den i morges. Men deres søn, Mikkel. Mikkel lagde den der. Kun jeg ved det.
Mennesker. Mennesker er tvivlsomme, de stoler ikke på andre end dem selv.
Det eneste væsen jeg for opmærksomhed for i dag, er deres hund Dobby. Han er opkaldt efter alfen i Harry Potter. Han stirrer nogle gange på mig.
Sådan. Sådan har det ikke altid været. Jeg var engang noget mennesker stirret på. Undret over. Læste min historie. Jeg var noget mere end bare noget der hang i stuen. Jeg var berømt. Eller dem der interesserede sig for mig, kendte mig. De kendte mit navn. Hr Thomsen gjorde for 20 år siden. Han kender til historien bag mig.
Jeg hang på den fineste og dyrest søm i Frankrig. Jeg var noget. Jeg var noget for nogle. Folk betalte for at se mig hvor dag.
Mennesker var stille omkring mig. De havde respekt for mig og stilheden. De så mig for mere end noget der hang i stuen i en gammel københavner lejlighed.
Dengang. Dengang min ejer forvandlet mig. Han lagde sin historie ned på mig. Jeg var noget for ham. Jeg blev sat ned i hans kælder.
Jeg troede. Jeg troede jeg var noget for ham. Men jeg var bare sammen med de andre, som var som mig. Jeg blev solgt. Jeg blev sat op på den fineste og dyrest søm i Frankrig. Jeg blev til noget. Nu er jeg noget for ham. Jeg har værdi. For ham.
Tid. Tiden gik. Jeg blev solgt igen. Og så igen. Og igen. Og nu hænger jeg i familien Thomsens københavner lejlighed.
Hvem ved? Hvem ved om jeg er noget for nogle? Ja, hvem ved.