Min krop rammer asfalten med en underlig skrabende lyd. Fuglene er stoppet med at synge, og en mand uden stemme kommer løbende, mens han tager sig til hovedet. Han falder på knæ foran mig, men jeg bliver blændet af bildørene der omringer os. En kvinde med en telefon. Blodige hænder. Et ansigt over mit, der rytmisk drypper salte tårer.
Solen bager på den fynske landevej og min krøllede racercykel. Jeg mærker intet, og det er sært, når de andre må mærke så meget. Gule frakker flimrer forbi. Det er perfekt kørevejr.
Satans.. Gad vide om jeg fik stoppet mit puls-ur..