Jeg forestiller mig, at manden overfor mig har et stort væskende sår på benet, som ikke vil hele. Måske blev han bidt. Eller måske har han en tendens til at kradse sig selv til blods, når han bliver ramt af et af sine mange angstanfald. Og nu er det så blevet betændt. Jeg ryster på hovedet af mig selv. Udenfor skinner solen over hustagene, og det ærger mig at skulle bruge en af årets første sommerdage på at sidde i et gudsforladt venteværelse på Østerbro, hvor det mest eksotiske bidrag til indretningen er en stuebirk.

Jeg omfordeler min kropsvægt fra venstre til højre balle. Vi er tre personer i venteværelset. Tre personer, der er af den ene eller anden årsag skal til hudlæge. Min nysgerrighed er ved at dræbe mig. Haltede han ikke lidt da han kom ind? Klør hun sig ikke lidt rigeligt i hovedbunden? Hvor mange lidelser mon, der er samlet under dette tag? Heldigvis er jeg ikke hypokonder. Højest lidt forfængelig. Min fantasi er stukket af med mig ligeså længe jeg kan huske, og havde jeg ikke læst performance design på RUC, var jeg nok blevet forfatter.

'Henning Larsen!' Nogen kalder med dreven københavnsk dialekt fra konsultationsrummet ved siden af. Jeg tager min mobiltelefon op af lommen, og kan konstatere, at jeg skulle have været inde for fem minutter siden. En åre dunker bag mit højre øjenlåg. Jeg fører apatisk min pegefinger op til det lukkede øje og presser til. For fanden Henning; jeg håber ikke, at det sår på benet er FOR betændt. Eller at der er gået koldbrænd i. Og du skal have benet sat af. Det tager nok lang tid sådan noget. I hvert fald en time. Åh for helvede Henning, tænker jeg. Kunne du ikke bare lade være med at klø dig så voldsomt?

Den ældre herre forsvinder ud af døren, og lader mig alene tilbage med stuebirken og den kløende pige. Det slår mig, at han i realiteten kunne være dødssyg. Hudkræft måske? Pludselig virker her så tomt. Undskyld Henning. Bare tag dig tid, ik' Henning? Al den tid, du har brug for.
Jeg tager en dyb indånding, og skifter vægten tilbage til venstre balle.