Hendes blege, krystalliserede øjne
kigger op
et kort sekund
hvide, tjavsede lokker
hænger ned
i ansigtet
to nat-sorte iskrystaller
stirrer flakkende
udmagrede arme slynger sig
om hendes ben,
som dækkes af laserne
af en kjole, som engang
var hvid.
e n porcelænsdukke
i venstre hånd
- tilfældige trævler
af sort garn hænger
fra porcelænshovedet
smiler et halvt smil
resten
er for længst skallet af
de fortæller hinanden fortællinger
om alle de mennesker
som burde have været en del
af hendes liv.

Hud
som et lag cellofan
strakt ud
over hendes sjæls gabende
tomhed
knoglede hænder
betændte
med tomme løfter
og løgne
blod løber i små bække
fra underlæben
ned over hagen
øjnenes tomhed synger
et uudsigeligt had
til livet
stjernerne hvisker
i vinternatten
ligblege løfter
uden håb
om virkeliggørelse

"Frihed"
et ord som engang stod skrevet
på forsiden
af en avis
som hun endnu ikke er i stand
til at læse
frihed . et ønske om flugt
fra de bånd
de ideologier
de filosofier
de tanker og ideer
religiøse konceptioner
som binder hende
til gadehjørnet
frihed – en tanke
som hun er ude af stand til at begribe
endsige forstå
de smider brød efter hende
som man gør det
ved ænderne i parken
hun krummer sig
kigger væk
ydmyget, taknemmelig
skraber hun grådigt krummerne sammen
spiser det hurtigt og vagtsomt
øjnene flakkende
fra side til side

øjne
brændende stjerner
som opsluger alt
hvad de ser
hun står ved grænsen - ved kanten
af taget
af afgrunden
af friheden
som skriger hende i møde
fra gaden
som fortaber sig
i hendes skyggefulde fortid
vinden synger den eneste vuggevise
hun nogensinde har lært
hendes hænder
alt for små - øjnene
alt for uskyldige
tomhedens utalte løfte
om accept
hun er alene
i den verden som prostituerede
hendes selvværd
hun lukker øjnene
træder frem
tager imod
tomhedens løfte
lukker øjnene