'Smerte'
'Smerte?'
'Ja... Ja, altså... altså, sådan smerte både fysisk og psykisk, i kroppen og i sjælen,'
'Hvad er forskellen på de to?'
'Øøhh... Det... Det er vel hvordan det kommer til udtryk, hvordan det føles. Jeg læste godt at du som terapeut arbejder holistisk, og jeg køber det til en hvis grad, men... Jeg synes alligevel der er en forskel. Da jeg blev opereret uden bedøvelse, var smerten ubærlig, og kun den engleagtige sygeplejerskes hånd i min fik mig igennem. Handikappet i dag er også til tider ubærligt; nogle gange gør det så ondt at jeg er ved at besvime. Men alligevel er det de andre tanker, de andre minder, der i en anden form, på en eller anden måde, ER ubærlige. Jeg kan huske da... da,'
'Ansu, kan jeg få dig til at lukke øjnene?'
'Ja,'
'Tag en dyb vejrtrækning... Sådan ja. Du er tryg her. Lad bare rystelserne komme. De er bølger der skyller ind over dig, men de kan ikke drukne dig. Lad dem komme an. Tag en dyb vejrtrækning, helt ned i maven... Lad bare rystelserne komme... Mærk fødderne på gulvet. Hælen, og tæerne. Mærk hvordan stolen støtter dig. Hvordan gulvet er solidt. Tag en dyb vejrtrækning... Sådan ja. Må jeg tage dig i hånden, i din venstre?'
'Ja.'
'Jeg tapper nu din hånd. Blidt, og roligt, tapper. Sig til hvis jeg skal stoppe. Jeg gør det for at fortælle dit nervesystem, at faren er ovre. Tag en dyb vejrtrækning. Lad rystelserne komme. Lad ryst...,'
Lys
uendeligt
varmt, men hvæmmeligt
en lille sort prik, jeg, imploderer, hemmeligt
det blændende lys, opslugt, i mit indre univers
prikken forcerer forrykt, kommanderer, destruerer, frit
alt hvidt, alt synligt, forsvinder i prikkens kaos
jeg kan mærke at der skæres, mit åndedræt forværres
'Lad rystelserne komme,'
Jeg mærker hendes hånd, hendes fingre tapper
mine øjne åbner næsten, min tillid vakler
jeg ved ikke hvordan, jeg sanser hendes skyklapper
og finder ro i ikke at blive set, ingen fakler
ingen orakler
blot to mennesker i et rum, hvor alt sagtner
'Tag en dyyyb vejrtrækning,'
Upåagtet, jeg ved ikke hvordan
bliver åndedrættet pludselig fragtet
bevæger sig, kroppen føles sand
som var den indrettet til springbrættet
og et mildt smil springer frem
Ikke et smil henvendt til nogen
ikke som aprils udendørs-invitation
ikke engang rigtigt et smil
mere en indre vinter, midlertidigt i eksil
negation af noget infantilt, noget immobilt
'Lad rystelserne komme,'
den indre vinter, hvor alt svinder ind
opløses, føles, mærkes, afhærdes med et sving
tårer og gråd, rystelser af kroppens røde tråd
jeg kvæles og kæmper imod
føles som en hjerneblødningsdød
aner ikke mine døde eller de levende råd
Men hendes hånd tapper fortsat
gråden stoppes ikke, trods sveden glat
rystelserne giver mig spat
men jeg lader dem tage fat, rystes mat
registrerer intet, ingen intern debat
'Og tag nu en dyyyb vejrtrækning'
Hun og hendes stemme, berøring, er tapper
jeg er jo giftig, som når jeg spytter, rapper
men modsat alle psykologer, alle lærere
alle psykiatere, alle rappere, alle begærere
alle autoriteter, ingen burde være
ærer hun det nære, med solidaritetens kæren
Jeg kigger i hendes venstre øje, og hun i mit
og for måske første gang nogensinde, ser jeg iris
et skridt af gangen, jeg glemmer det nemt, dets pris
glemmer hip, intelligent, hop, katarsisk
glemmer "kig efter de rare øjne, solidaritet er gratis"