Tal ikke
Sig ikke noget
lad vores blikke opsluge hinanden
selvom kærligheden for længst er væk
og selvom du for længst er begyndt at hade mig
tal ikke
sæt ikke ord på din sorg
smil
græd
gå
løb
råb
skrig
men tal ikke
Du husker vel den dag hvor du lige havde mistet din mor
hvor jeg mest af alt ønskede at kunne hjælpe dig af med din sorg
du lukkede mig ude
ville være alene
ville svømme alene i savnets hav
det var lungekræft
men du beskyldte alle og enhver
alle var potentielle mordere
alle havde blod på hånden
udover dig
Utroligt at man kan sige så meget med så få ord eller tværtimod så lidt med så mange ord, utroligt hvad fremtiden kan bringe af forståelse. Fotografier visner også har jeg bemærket, især dem man tit har fremme og blikke falmer når tomheden udfylder hverdagen hvor man til sidst i den bitre ende vil bortføres af minderne til fortidens skarpe klipper men alligevel vil jeg prøve at samle hjertet sammen med et usynligt stykke tråd som jeg stjal fra dig den sidste nat dine øjne og jeg sås for sidste gang men jeg opdager næsten altid med samme rædselsfulde udtryk i sjælen at mindst halvdelen af mit håb er gået til grunde med dig og den anden halvdel er en bundløs sump der ikke er til at finde rundt i.
Tårer hjælper mig ikke mere hvor nutiden svæver rundt i dig fyldte minder og hvor jeg stadig spørger mit spejlbillede ved søen hvordan du kunne bryde en eventyrisk livsstrøm for derefter at spørge rystende træer hvordan du kunne få mig til at græde blandt natteravne og blandt en hel masse andre af dagens og nattens før ubekendte væsener. Efterhånden er det blevet til mange ensomme ture i nattens mulm og mørke i vores egen baggård. Hver en detalje er værd at studere, hver en detalje påminder mig noget jeg ikke kan navngive men det der er tilfælles ved hver detalje, ved hvert minde er at de altid fører til dig.
Tiden er den bedste til at hele fortidens sår sagde jeg til dig dengang, men først nu hvor jeg ikke har dig mere indser jeg at det har været en middelstor løgn, og fordi du nu har bestemt dig at besøge din mor i hendes hjemland tager jeg mine ord til mig. Du tænkte vel aldrig på at jeg måske også ville savne dig da du tog den enkelte billet til din mors lokkende og kolde arme. Selv nu hvor du er så kold gør du mig brændende varm i mit hjertes paniske dunken. Det er ikke så let at give slip på din efterfølgende arv og ubesvarede spørgsmål svømmer stadig rundt i min udslåede krop: Får jeg mon lov til at følge dig overalt? Må jeg ikke sove hos dig i nat? Må jeg ikke holde din hånd til du giver slip, må jeg ikke se dig i øjnene til du blinker, må jeg ikke dryppe mine brændende tårer på dit ansigt så du måske smiler en sidste gang. Må jeg ikke nok have dig for mig selv en sidste nat i månens på engang blide og klynkende skær?
Jeg kan ikke glemme den dag hvor du pludselig var borte
hvor jeg mest af alt ønskede at følge dig til mit hjertes stilhed
du lukkede mig ude
ville rejse alene
ville skridte alene i længslens dal
det var kærlighed
men du trampede uskrevne regler
alle var usympatisk ligeglade
alle havde et argument
udover mig
Tal ikke
Sig ikke noget
lad vores blikke opsluge hinanden
selvom kærligheden for længst er væk
og selvom du for længst er begyndt at dræbe mig
tal ikke
sæt ikke ord på dit mord
spøg
snyd
rådn
vent
dræb
had
men tal ikke