Din falskhed tære mig, jeg kan ikke arbejde med det.
Din åbenhed, "vi er vokset fra hinanden" dit falske smil, du vidste at du ramte mig.
Du vidste at du skabte drama.
Mit hjerte græder, længslen efter at have en ved min side, en der er der for mig, en jeg kan snakke med, en jeg kan græde foran.
Du sagde til mig at jeg altid ville være din bv, hende du ringede til hvis der var noget. Du fortalte mig at du altid havde set op til mig.
Nu er det forbi, du dumpede mig. Du dumpede mig, uden grund.
Først da jeg fik bæstet til at kører mig hjem til dig, sagde du det. Du spyttede det nærmest ud, du var ligeglad, arrogant.
Men alligevel havde du tid til at sige at min jakke var flot.
Du kunne fortælle mig at min jakke var flot, men du kunne ikke give mig en forklaring, på hvorfor vi var vokset fra hinanden, dine ord var lov.
Du er så ussel.
Jeg håber at du får det skidt, at du bliver dumpet en dag. Jeg håber at du har det dårligt. Jeg ønsker intet godt for dig, ikke mere.
Jeg har intet tilovers for dig mere, intet.
Jeg hader dig.