En dag så smuk så lys som maj
Den brave Gustnur vandred’
Sin ganger hvid han drog med sig
Hans skjold ved siden dingled’

Østvinden jog med bramme hvin
I skoven ind ham bragte
Stod dér en skikkelse, fager og fin
Stolt Gustnur armene strakte

’Hvo kommes så fin en jomfru her?’
Lod helten sin stemme bekende
Da Thorgny lod hånden løsne sit slør
Og øjnenes skær lod blænde

Skønt Gustnur hin Brave en verden af ild
Og is havde trodset med møje
Han aldrig før så en kvinde så mild
Aldrig så i så skønt et øje

Den barkede helt sig svageligt fattede
Sank om på kold en jord
Til hjertet han greb med hænder to knyttede
Hans livspragt for øjnene fór

Ej kæmper, ej mænd - ej mægtige hære
Den stolte Gustnur kunne fælde
Men skønheden jog ham til jords, til hans ære
Nu kun hans historie fortælle