Hej Michala

Sjov lille spøgelseshistorie. Det er godt tænkt.
Savner måske en overraskende slutning, men på den anden side, så tvinger den nuværende version folk til at tænkte - jeg kan se, der bliver tolket på kryds og tværs i kommentarene - og det er altid godt. :-)

Med venlig hilsen

Thomas

Hej Christine

Her er lidt konstruktiv kritik. Lidt skriveråd, som jeg håber kan bruges.

Modsigelser:
Jeg kan godt lide starten af teksten, den fanger, men pas på at du ikke modsiger dig selv:
"Hendes bare fødder ramte den kolde asfalt med hårde skridt. Smerten bevægede sig fra hendes fødder op igennem kroppen, (hvor den blev opslugt af hendes tomhed. Hun mærkede ingenting.)

Altså, enten mærker hun smerten,eller også gør hun ikke. :-)

Længere nede i teksten mærker hun så igen:
"Det var kun smerten og frygten, der fik hendes hjerte til at slå."
Hvilket leder mig videre til en anden god regel. Vær præcis i beskrivelser og valg af ord. Hvis vi holder os til ovenstående sætning:
"Det var kun smerten og frygten, der fik hendes hjerte til at slå."
- Vil det sige, at hvis hun ikke mærker smerte eller føler frygt, så går hjertet i stå?

Eller som her, hvor sætningen også indeholder dobbeltkonfekt:
"Hende selv, som hun engang kendte sig selv, havde for længst forladt hendes krop."
- Her forstår jeg ikke, hvad forfatteren mener. Er det hendes sjæl, der har forladt kroppen? ER hun død? Ja, det er hun måske nok. Især hvis det kun er frygt og smerte, der holder hjertet i gang.

Pas på med dobbeltkonfekt:
"Hun løb væk. (Ikke imod noget, bare væk.)"
Udover at du bruger ordet "væk" to gange efter hinanden, så tilføjer sætningen i parentes ikke noget, udover at understege, at hun løber væk. Forstår du, hvad jeg mener? Jeg er klar over, at man kan bruge gentagelser for effekt, men det kan hurtigt blive melankolsk - på grænsen til komisk, hvis det forekommer i hveranden sætning.
Her et overdrevent eksempel:
"En norsk nordmand fra Norge flyttede ind ved siden af."

Pas på billedsproget:
"Regnen silede ned, og den mennesketomme landevej syntes at fortsætte ud i (uendeligheden.)"
Ud i uendeligheden? Her får jeg et billede af en landevej, der fortsætter op i himlen. Universet er da i hvert fald uendeligt. :-)

Eller bedre eksemplificeret her:
"De eneste vidner var kornene på marken, der stod tavse og tog imod regndråberne som en byrde på deres smalle skuldre"
- Det er som om, du prøver at fortælle for meget på en gang, forsøger at tvinge en bestemt følelse igennem, som læseren ikke nødvendigvis deler med dig på nuværende tidspunkt. Husk, at du som forfatter er helt inde i karakteren - kender fortid, nutid og fremtid, og læseren derimod, er nødsaget til at forholde sig til teksten.

Hvis vi dissekere sætningen.
"De eneste vidner var kornene på marken"
1: Hvis "ting" kan være vidner, så er græsset, himlen, landevejen og ravnen vel også vidner?
"Der stod tavse og tog imod regndråberne som en byrde på deres smalle skuldre"
2: Korn har hverken skuldre eller følelser ie. byrder. Og Hvordan tager man egentlig imod regndråber som en byrde?
Spørg dig selv, hvilket billede du prøver at skabe.
Jeg håber du forstår, hvor jeg vil hen. Skru ned for billedsproget og prøv istedet at beskrive helt nøjagtigt, hvad der foregår. Eller også skal du i hvert fald være mere konkret i dine beskrivelser/sammenligninger.

En anden ting er "less is more". Det gør sig gældende både ved dobbeltkonfekt, gentagelse af sætninger med samme betydning, samt tillægsord.

Hvis vi skriver de første linjer om efter de principper, jeg har givet eksempler på, kan du selv bedømme, om du synes jeg har ret eller ej. I sidste ende er det jo dig som forfatter, der afgør, hvad der er forkert.

"Hendes fodsåler ramte asfalten. Hårde stød, der sendte vibrationer op gennem hæl, knæ og rygsøjle. Hun ænsede ikke smerten. Løb bare langs landevejen, der snoede sig mellem bakker og dale, så langt øjet rakte.
Hun skottede mod himlen. Sorte skyformationer blokerede dagslyset og henlod de gyldne kornmarker i mørke."

Nåh, håber du kan bruge noget af det. :-)

Med venlig hilsen

Thomas

Hej Anna

Det er godt skrevet. Jeg er faktisk imponeret.

Forspildte chancer. Hvor gik det galt? En følelse, jeg tror mange kan nikke genkendende til.
Og så håbet til sidst. Håbet om at være mere, udfylde sin rolle i livet, eller i dette tilfælde, være ligesom alle andre.

Bravo.

Mvh. Thomas

Hej Poul

God historie. Fint sat op. Jeg var underholdt.

Savner lidt action, istedet for den meget 'tell', som jeg synes trækker tempoet ud af historien. Nogle replikker. En situation, der bringer mig tættere dine karakterer. For mig til at være med, der, hvor det sker.

Du springer en del i tid (Erics barndom). Hvad med at Eric har et flashback istedet? Der, hvor han står og smukserer sig foran spejlet. Den skæbnesvanger aften.

Slutningen kunne have været tydeligere. Igen, vis hvad der sker, lad os mærke, føle det. Lad ikke nogen sidde tilbage og tænke, hvad skete der mon? Lad det hele kulminere i et orgie af blod! Skar hun pikken af ham?

Mvh. Thomas

Hej Kaare

Ha, ha, genialt fundet på med en korrespondance som omdrejningspunkt for historiens plot - to diametrale modsætninger, der spiller livet på hver deres måde.

Fortælleteknikken giver novellen en ekstra dimension. Nærværende.

Underholdende fra start til slut.

Mvh. Thomas

Hej Sandie

Man kan mærke, at forfatteren har en historie, hun brænder for at komme ud med. Det er godt. Der ligges op til det store eventyr, og mysteriet breder sig.

Du skifter fra datid til nutid i starten af teksten. Her vil det være oplagt at ligge et stort afsnitskift, så det ikke forvirrer din læser (det samme gælder, når du skifter synsvinkel).

Prøv også, om du kan få navne på dine hovedpersoner så tidligt som muligt. Det bringer læseren tættere på.

Håber du kan bruge min kommentar. :-)

Mvh. Thomas

Hej Vagn

Læste lige historien igen. Du har jo allerede fået en kommentar internt fra mig, men nu smider jeg altså lige en her også.

Den er altså skide sjov. Synes virkelig at persongalleriet, især sammenspillet mellem de to kollegaer, trækker historien op.

Tak for god læsning. :-)

Mvh. Thomas

Nåh Rolf, roser har du fået nok af, så nu skal du fandeme bare have med kødhammeren! :-)

Joke.

Novellen er velskrevet og flyder bare derudaf. Det er en værre drengerøvshistorie. :-)

Ikke desto mindre, vil jeg holde mig til de kritiske ting, jeg observerede, da jeg læste din gode novelle. Hvis vi bare holder os til plottet:

Det første der faldt mig ind, var, at Janus ikke stiller spørgsmål ved, at en gammel soldaterkammerat ringer ud af det blå, og herefter inviterer ham på den vildeste weekend med alt betalt. Hvorfor gør Kasper egentlig det? Og hvorfor accepterer Janus bare invitationen uden videre? Forklaringen om bruddet med kæresten virker letkøbt, synes jeg.
- Et forslag kunne være, at Janus vidste, at Kasper, hans gode kammerat, holdt 40 års fødselsdag eller noget. - jeg brainer bare :-)

En anden ting er, hvorfor Kasper overhovedet inviterer Janus? Kunne han ikke bare dræbe de 10 ludere, uden Janus' tilstedeværelse og gøre det nemmere for sig selv? (Han har vel planlagt det, lejet Porche, strandvilla osv.)
Kasper virker ikke angrenede, eller som om, han har brug for en ven, så hvorfor inviterer han Janus til at starte med? Hvad er hans payoff?

En anden ting er, synes jeg, at der mangler et mysterie (en hook) til at fastholde læseren. Der er ingen opgave, som Janus skal løse. Intet mål. Og aldrig noget der forløses.

Så er der præsentationen af de 10 ludere, som får mit vedkommende virkede komisk, efter de tre første. Sjovt som de alle hilser høfligt og præsenterer sig ved navn. Dannede luksusludere. :-)
Et forslag kunne være at skære i flokken af prostituerede, så der måske kun var 3-5 stykker, og så gå lidt mere i dybden med deres personlighed. Få dem til at virke lidt mere ægte, (jargonmæssigt osv.) istedet for at de fremstår som tomme hylstre på vej til slagteriet.

Så faldt jeg også over dette:
"Han trak mig gennem køkkenet og ind i en stue, hvor der sad en korthåret pige i en designersofa og så "Friends" på et kæmpe fladskærms tv."
- Hvordan ser en designersofa ud? Og hvordan ved Janus, at det er en designersofa? Han er beskrevet som krigsveteran uden mønt på lommen. Et forslag kunne være, at Janus beskrev sofaen for læseren, og refererede til en artikel han havde set i et blad hos frisøren/lægen/ekskæresten, eller noget, og derefter måbede over soldaterkammeratens dannelse og pengestrøm. Det jeg søger her, Rolf, er troværdigheden, som på en eller anden måde fløj ud af vinduet for mit vedkommende, allerede i starten, da Kasper inviterer ham ud af det blå, og Janus bare accepterer.

Scenen med de ti drinks synes jeg er fjollet, og jeg har svært ved at tro, at man kan være så dum (Kasper), at man ligefrem farver otte ud af de ti drinks, som man har dopet. Der må være en anden måde at formidle budskabet på.
Kasper kunne f.eks. holde to glas nærmere sig selv, og hele tiden røre ved dem, holde dem tæt ved sig, sørge for, at de ikke blev taget, måske ligefrem slå en af luderne over fingrene og grine nervøst, da hun rækker ind for at tage et af dem osv. osv. Det andet virker for oplagt. Igen, realisme, eller måske er det jeg søger i virkeligheden plausibilitet. :-)

Da historien skal til at kulminere, synes jeg at luften fiser lidt ud af ballonen. Janus får bare lov til at gå. Tager bilen og kører. Igen, hvorfor blev han overhovedet inviteret til at starte med? Antiklimaks, især efter, at Janus vågner på værelset og ser Kasper siddende nøgen med en kniv i hånden.
Først da Janus finder ud af, at Porchen er lejet, drager han konklusionen, at Kasper vil slå pigerne ihjel. Det burde gå op for ham noget før, eller også burde tanken have strejfet ham, altså, at Kasper mulighvis ville gøre pigerne ondt. Han kunne måske være i konflikt med sig selv, angående det med at skride fra festen osv. og da han så finder ud af, at Porchen er ... går det op for ham osv.

Janus bør også spørge mere ind til hvilket interneteventyr, Kasper tjent sine penge på, og hvis Kasper bare slår det hen, bør det undre ham. Om ikke andet, så bare en lille smule. Janus vil vel gerne have en fidus og få del i alle de penge, ikke sandt? Han er jo på røven.
Det ville jeg da, hvis en af mine gode kammerat (jeg går ud fra de er gode kammerater, siden Kasper inviterer Janus til weekend - selvom det ikke fremgår af teksten) pludselig kom til en masse penge. :-)

Du undrer dig over, hvorfor din novelle ikke kom med i Kandors samling, og her har jeg også et par bud, der forhåbenligt kan hjælpe. Måske kan det have noget at gøre med de ting, jeg har nævnt , eller plottets manglende originalitet (historien læner sig op ad de fleste teenagegyserfilm - selve opbygningen og udførelsen), og så det faktum, at historien er forudsigelig, og ikke rigtig fører nogen vegne.
Det lyder måske arrogant, sat op på den måde, men tro mig, det er ikke med in mente, at jeg påpeger det. Jeg prøver bare at formidle de ting, som jeg har lært herinde, og som jeg selv bruger, når jeg skriver en historie.
Det har i hvert fald hjulpet mig, at få de ting at vide :-)

Du har gode billeder. Især scenerne med strobelyset.
Kunne godt have tænkt mig lidt mere action, igen med henvisning til slutningen, hvor Janus bare stikker Kasper i brystet med en kniv. Vores Hp kommer aldrig rigtig i fare.

Kan godt lide moralen og dobbelbetydningen til slut:
"Jeg gjorde jo ikke noget."

Håber du kan bruge observationer fra en uerfaren skribent som mig. :-)

Med venlig hilsen

Thomas

Hej Mikala

Historien er god. Personligt blev jeg distraheret af tekstens opbygning, og tog mig selv i at læse digtet, som var det en novelle. Dvs. jeg pausede ikke ved alle ord ved ny linje, fordi det gik for langsomt og føltes for tungt.
Jeg forstår ikke hvad meningen med opstillingen er, hvorfor ikke bare skrive historien normalt? Måske er jeg ikke den bedste til at læse digte.

Når det så er sagt, synes jeg at prologen passer godt til formen. Den er smuk og rammende. Virkelig flotte billeder.
Udover det, gør du fint brug af lugtesansen. Godt. Historien er dyster, og Jytte fremstår en smule naiv, men man bliver lullet lidt i søvn af formen, så det går vel an :-)
Kan godt lide slutningen, da du lader gyset hænge i luften.

Synes du har rykket dig i dine brug af sanser, både visuelt og mht lugtesansen. :-)

Mvh.

Thomas

Hej Anne

Din tekst stiller spørgsmål. Hvad er lykken? Og kan man finde den den i bunden af et pilleglas?
Det vil nogen mene, mens andre vil vælge at konfronterer deres problemer, frem for at bruge kemiske hjælpemidler.
Hvad er så rigtigt og hvad er forkert? Det vi får ingen konklusion på i teksten, og du tvinger dermed læseren til at tage stilling. Det er godt

Spørgsmålet om man er bedst tjent med den hurtige løsning, eller om man skal tage tyren ved hornene og stå ansigt til ansigt med sine problemer, må være op til hver enkelt at vurdere.

Tak for en god læseoplevelse


Mvh. Thomas

Hej Mikala

Det er en historie fyldt med mystik, og du har nogle fine beskrivelser, især det med maden, der gør at man kan fornemme duften.

Når det så er sagt, mangler jeg noget spænding/konflikt - udover det uvisse element, som egentlig er historiens primos motor.

Måske kunne man have gjort mere ud af scenen i starten, hvor HP gør sig usynlig overfor Kukuen. (fedt navn iøvrigt). Så kunne du komme ind på, hvad der sker, når man gør sig usynlig. Hvordan føles det? Mærker man en varme brede sig over hudfladen? Snurrer det i brystet? Slører ens synsfelt, og bliver ens farvespektre sort og hvidt, således man har nemmere ved at se i mørke? (Nogle siger, at Bigfoot er et nattedyr - jager om natten.) Du ved, komme ind på nogle ting, således læser føler, at de er til stede. Og så skal det selvfølgelig lykkes HP at gøre sig usynlig i sidste sidste øjeblik, således at HP kan tænke over, hvor dumme Kukuerne er - at de lader sig narre gang på gang. Eller noget i den stil. (små hints til læser)

Der en masse sagnomspundne ting i forbindelse med Bigfoot, man kunne gøre brug af. (Bigfoot er også utrolig stærk) Måske kunne HP vælte et træ, og på den måde aflede Kukuen i starten. Der er mange muligheder.

Jeg synes at din slutning er god. Rigtig god, og det er et af dine varemærker. Det er fedt når man som læser overraskes, og tvinges til at tænke tingene igennem en ekstra gang. Derfor synes jeg også, at det vil være på sin plads, hvis du kom lidt mere ind på nogle af de ting, som er kendetegnene ved Bigfoot. Det vil give pote når man når slutningen og tænker tilbage på episoderne.

Alt i alt en god historie, og jeg var underholdt fra start til slut.

Håber du kan bruge min kommentar til et eller andet. : )

Mvh. Thomas
.

Hej Vagn

Tak for en god historie.

Jeg er vild med beskrivelserne, stemningen og sanserne, som man oplever tydeligt gennem HP, og dermed føler at man er til stede.

Selve plottet er fint, og der er også en masse dejlige twist, der hele tiden holder læseren på mærkerne.

Lidt kritik kunne måske være, at jeg ikke føler mig rigtig engageret - hverken i karaktererne eller plottet. Dvs. om Linda lever eller dør på ubåden, eller om terroristerne lykkes med deres plan, er jeg sådanset ligeglad med.

Med andre ord, det der driver historien for mig, er ikke karakterne - som hårdt sagt virker lidt tomme - men derimod beskrivelserne og den action, som du ligger for dagen.

Man kan sige, at historien og dens struktur på den måde minder om de fleste Hollywood actionfilm, og i sidste ende opfylder det vigtigste krav - at være underholdene!

Tak for god læsning, jeg var MEGET underholdt. : )

Mvh. Thomas