Hej Niels,

hørt!!! Velskrevet og vedkommende essay - et ufatteligt komplekst tema du tager op, og alligevel et tema vi nok altid vil diskutere som det er blevet gjort igennem hele historien. Jeg tænker især på den ældgamle konflikt i Kina mellem Konfucianisme og Dao/Tao-isme - konfucianisme insisterer på hierarki, fornuft og adskillelse af mennesket fra naturen, hævet over den med diverse mandater, mens daoismen ser mennesket som en del af naturen, med intellektet som en hæmsko for fornuft og moralsk opførsel.

"Natur gav mig min krop. Gav mig udholdenhed så jeg kan arbejde hårdt. Gav mig alder så jeg kan gro gammel med lethed og uden besvær, og gav mig døden så jeg kan have fred for evigt. Naturen forandrer sig konstant, og folk må anerkende og indrette sig disse forandringer. På denne måde vil reaktioner af begær og frygt opløses, og forskellen på liv og død vil miste sin relevans." - Zhuangzi - Naturens Musik (ca. 2500 år gammel tekstsamling)

Fra dybet steg vi, af mangan og encellede organismer, uden hjerne men med en mave der skulle fyldes og en kropslig intelligens, en livskraft til stede i alt levende: planter, dyr og mennesker. En livskraft i stand til evolution, i stand til at skabe instrumenter som neocortex, reptil- og pattedyrshjernen, og alle de andre. Rødder, blade og rodløse alger. Vi må aldrig slippe utopien om bæredygtighed - vi har jo efterhånden intet valg i den henseende. Jeg tror dog at den grådighed som du påpeger, den frygt og det begær som driver selvdestruktionen, aldrig vil kunne fjernes fra verden, men vi kan fjerne den i os selv, midlertidigt - vi kan modarbejde, eller faktisk samarbejde med, neocortex og den adskillelse som dens kynisme bringer med sig, adskillelsen fra livskraften, fra den kropslige/sjælelige/evolutionære intelligens. Som id'et, som egoet, som frygten modarbejder, i et forsøg på at slå rødder i et flydende univers der ekspanderer og forandrer sig konstant, i nye dimensioner, stjerner og exo-planeter.

Det er ikke utopi at tro at båden kan vendes væk fra stormen. Det er ikke naivt at holde fast i de fremskridt der gøres. Det er stærkt at holde fast i sensitiviteten, i det evigt foranderlige nu, i en proces fremfor et mål, cirkulært fremfor lineært. Den medfølelse (compassion) med verden jeg læser i din tekst, her befriet for annoncer, redaktører og anden intention end håb, er første skridt i rejsen på 1000 mil imod bæredygtighed, såvel økonomisk, klima- og miljømæssigt samt psykologisk og holistisk. Men al organisation kan og vil korrumperes, og menneskedyrets evolution må ergo nødvendigvis være individuelt - ikke for at finde en løsning men for at inspirere og støtte svaret fremfor igen igen igen at fremtvinge det - at så frø i elementerne fremfor at bygge nye templer, industri og rumkolonier for de rigeste. Tak for at dele :-)

”… Mine rødder er ikke rådne
jeg har ikke rødder
For ligesom dig
er jeg alge.
Vi er begge tang,
for se
hvorledes vi bare ved hvordan
og blot bliver ved med at flyde
i selv de dybeste vande...”
- Yukta Bajracharya, ’Seaweed’