PPS: Jeg elsker at skrive, men finder størst forløsning i musik. Følgende link er til danske Svend Spyt's nummer "Smukke Rødder" (melankolsk hiphop), et nummer jeg altid tænker på og spiller, når jeg tænker på følelsen, en af de bedste i verden, af fødderne i den jyske muld. På trods af at jeg ikke kender Svend Spyt's historie, har hørt ham særlig meget eller ved hvilken dialekt der rappes på, følte jeg for at dele det her; Svend Spyt - Smukke Rødder: https://www.youtube.com/watch?v=bGw-WheojRQ

Hej Steffen,

fantastisk digt. Tidsløst og alligevel aktuelt. Stærkt i al sin sensitivitet. Dragende fra første egen definition, til sidste spørgsmål om definition. Nationalt fortalt, men internationalt følt. Jeg har læst det flere gange, men kan ikke forestille mig ikke at ville læse det igen, og er ivrigt i gang med at læse dine andre tekster. Tak for at dele altruistisk her.

Jeg elsker også landet jeg er født i, og særligt landsbyen jeg voksede op i, Træden, Østjylland, og mest af alt elsker jeg de mennesker jeg voksede op sammen med. Mennesker hvoraf nogle ikke længere er her, og andre langt borte. Blandt dem, blandt barndomsvenner, tog flere til Irak og Afghanistan, og havde jeg selv ikke været handikappet og afvist da mit nummer blev trukket til session, kunne jeg muligvis have draget afsted også. Ikke for mit land, men for 'eventyret', for at vise mig selv at jeg kunne, og for at blive 'hård'/disciplineret. De venner der tog afsted var de sejeste, de stærkeste, de klogeste, de mest solidariske.

Vor veje gik i hver sin retning, og jeg har ingen kontakt haft til dem siden de blev udsendt. Ikke på grund af dem, men pga. generel isolation. Af flere forskellige årsager har jeg også fået diagnosen PTSD/PTSI (Post-Traumatic-Stress-Injury), og omend jeg tror alles lidelser er forskellige, læste jeg enorm genkendelse i dit digt "Danmarks Tårne", og blev særligt ramt af kuldegys/rystelser ved sætningen "et land forladt af forårets luner". Med fare for at være uretfærdigt belærende/patroniserende, vil jeg slutte kommentaren her af med at sige, at jeg tror at årstider kommer og går. At kulden ikke er permanent, selv når den varer i årevis. At kulden, som andre ikke ser eller hører, eller læser, VIL komme igen - det eneste vi kan gøre er at træne os selv til at huske, og føle, at den forandrer sig, og ellers gøre hvad vi kan for at acceptere den. I accepten af frosten ligger også en frigørelse, tror jeg. Når man lader rystelserne/kulden/kvælningen/tankestoppet, der kommer ved f. eks minder, komme, kan følelsen af at være død indeni tø bort, midlertidigt.

Mvh Ansu
PS: jeg har selv været igennem medicin, psykologer og så fucking mange velmente, 'gode' råd, og jeg fortryder allerede at jeg kommer med et her, men alligevel: Psykoterapiformen 'Somatic Experiencing' tror jeg har hjulpet mig meget. En nem øvelse, der kan findes på youtube, er at 'tappe'/banke BLIDT med din mest brugte hånd, på den anden hånds side, når de svære følelser kommer. Det er svært at huske, når det sker på et sekund, men øvelsen fik mig overbevidst om at bruge alle penge jeg kunne samle på en S.E-terapeut, hvoraf der er flere i DK, og også PTSD-klinikkerne rundt omkring tilbyder det vist. Først var jeg skuffet over manglende PERMANENTE effekt, men healing tager tid, og terapi kan først vise effekt langt senere, når man mindst venter det. Jeg er ikke i dag 'helbredt', men lever stadig (!).

De første 10-15 linjer er formidable. Udelt bejstring at læse! Fedt. - J

Du har et unik sprog, man bliver fanget af historien. Familien er godt bekrevet, især faren kunne jeg både forestille mig hans udseende og hans skjulte væmmelige personlighed. Sætningen: "Næsten majestætisk lader han blikket sejle horisontalt i restauranten, og han kunne gå for at være ejermand af stedet i undercover udgave." beskriver farens indirekte væremåde rigtigt godt, og man får som læser et klart bilede af ham.
De andre familiemedlemmer kan jeg også godt forestille mig rent personlighedsmæssigt, men måske skulle der være flere beskrivelser af dem sådan at man får et klarere billede af dem? Ellers rigtigt godt! :)

Enkel stærk brug af sproget næsten som rap tekster

Hej Ansu,
det er et VIRKELIGT stærkt digt du her har begået!
Du skriver på en måde, så man (jeg) næsten fysisk kan mærke den smerte, (den fysiske, som vel som den psykiske), du beskriver.

"Kun den engleagtige sygeplejerskes hånd i min fik mig igennem" og "ærer hun det nære, med solidaritetens kæren" - det er bare så smukt udtrykt, og både en erkendelse og anerkendelse af, hvor vigtigt medmenneskelig omsorg er, når man på den ene eller anden måde er forpint.

Som sagt, et virkeligt stærkt digt!

hahaha:D fedt. Manden forstår virkelig at gøre sig selv populær

Ha ha grinneren digt, fik et smil på læben:).
Mvh Ann .

Føler historien starter kompakt, men heldigvis bliver man hurtig løsnet op for stemningen. Undervejs føler jeg at blive belønnet med solide eller interessante sætninger som:
(...)"Hun kan høre blodhundene derude, der venter på at få fært af stanken af hendes mentale indvolde."(...),
(...)"Skønheden i andre var for hende let at se, men umulig at se i hende."(...) og
(...)Hun sidder derinde i lænestolen og udånder endnu en røgsky, der som en trojansk hest lokkes ind i hendes mund i et gidseltag.(...)

Jeg går ud fra at Borgeren til slut smiler af hovedpersonens automatiseret dans mens hun iklæder hun Borgeren sit tøj - for det understrejer jo også bare at Borgen ikke er den eneste med problemer.

Vil ikke give eksempel med mindre påkrævet, men pas på med for lange sætninger. Også selv om der er tale om pausekommaer. Det dræber læsningen, og det er jo syndt.

Tak for underholdning.

Simpelt med vejromskift og alligevel ikke. Hvert vejr har trods alt plus og minussider som man kan debattere yderlig om. Jeg værdsætter simpelheden og synes det slutter fint med det man bør være mest taknemmelig for, livet.

Jeg tænker, at når man er udsat for pinsler i den ene eller anden grad kan livet være svært at overskue. Når man er helt ude i tovene tager man en dag ad gangen for der er heller ikke energi til mere. At finde overskud til at se optimistisk på tilværelsen kan vel også være lettere sagt end gjort, og man skal skubbes helt ud til kragerne før man forstår og værdsætter livet.
Jeg synes du giver tre gode eksempler på grader af elendighed med den ene forbliver gradvis værre end den anden.

Hvis man skullle skrive hvad gaver er ville man vel aldrig kunne blive færdig.
Som beskrevet er der så mange ting der kan betragtes som gaver - men den vigtigste herunder må vel være livet. Det er vigtigt ikke at spilde gaven, livet, på for mange trivialiteter. Det henleder til Martin der gør oprør mod ensomhed i en tid med farlig corona, og oprør mod jobbet på skolen i jagten på en mere lykkelig tilværelse. Om det så kun bliver til et fjumreår med venner, piger, sprut og joints er vel også underordnet så længe Martin synes han får noget ud af det.
Nogle gange går livet vel bare ud på at slå sig løs og more sig og ikke lade sig fængsle for meget af pligter.

Mange tak for læsning

Du skriver så enkelt og klart. Det er smukt.

At ære det nære - det er smukt. At ære er en andagt, en gestus, en accept og en velsignelse. Smukt skrevet.

Som jeg kan lide digte. Uden alt for meget forfængelighed og kunstfærdighed. Ægte og smerte. Dit digt rørte mig.

Meget fint digt og godt rimet, det siger en hel del om dit livsindhold og livserfaring.
Jeg tror det beste er gemt til sidst - Gud vil overraske os alle.

Goddag Marianne
Dejligt personligt rimdigt hvor ordene hastigt spiser hinanden, men også giver stof til eftertanke. Man fornemmer livet er medgang og modgang, og vi jeg tænker man bare få det bedste ud af det hele. Jeg ikke kristen anlagt, men synes alligevel det er en god finish med Gud.

Tak for læsning.

Søger i gamle bøger efter meningen og jeg har det som jeg elsker livet og jeg har brug for at finde meningen i denne fake verden med en bestemt agenda, der for længst er lagt. -vil ikke passe ind, men finde min egen vej og er, som du sikker på sandheden kommer for en dag .

God socialrealisme der vækker uvished , spænding og slut of titel passer jo sammen :) pigen tager en chance og gør fortæller også og den sidste er jo en chance for sandheden som ikke er mulig foruden indhente smiler

Hej Ulla
Charmerende lille historie hvor man med lethed kan se handlingen for sig.
Jeg stor fan af de jordnære hverdagsdialoger; de hjælper med at skabe en speciel atmosfære, som man kun kan holde af.

Tak for læsning.