GLADIATORKAMP OG MYREKRYB

Det var en lummer sommerdag jeg kom vandrende på en grusvej i sommerhusområdet, da mine øjne faldt på et af skovens dramaer.
- Et utroligt held, da jeg lige så godt kunne have trådt i det !

De var fire mod 'en; men han var klædt på til det og gav en god kamp. De fire var e bande skovmyrer på vej mod den hjemlige tue, med en lysebrun larve, som trods sine kun tre centimeters længde, så ud som om den var samlet på Michelinfabrikken.
Jeg stoppede op og så på.
Satte mig på hug og observerede.
Bidende, kæmpende, rullende var de nået til vejens midte. To skridt frem og et tilbage.
Når larven fik placeret sine gangvorter, var den ikke til at rokke; så altså måtte den vendes og bæres. - Men nej om den ville. Den vred og snoede sig, og bide igennem kunne de ikke.
- Og dog. Der var en af myrerne som opdagede, at hvis den fik fat inde i samlingen mellem to af ringene, så glemtes alt om at stride imod, og yderligere tre centimeter blev tilbagelagt i en ruf.
Tiden gik i stå, som jeg sad og så på.
Der kom en mand. Han standsede.
Vi nikkede. Han så på mig. Han så på dramaet;
- drejede om og forsvandt, for et minuts tid
senere at vende tilbage med et par småpiger.
Hans døtre velsagtens.
Og så sad vi fire omkring dramaet!
Sproget var tysk, så ordene gik tabt for mig; men meningen forstod jeg, og også min sympati lå hos larven.
En dæmpet heppen når gangvorterne fik fat, og et sandsynligvis - "godt gået", når trækket satte ind, og nogle millimeter blev vundet tilbage, afløst af en vred knurren, og direkte høj indignation når den utålelige ene myre viste sine fæller, hvor biddet skulle sættes ind.
Tiden gik, medens den stod som stille.
Ingen gong-gong, og intet med runder
eller pause. Det var en kamp for livet.
Intens og ubarmhjertig. Måske tog det
fem, måske ti eller femten minutter.
Jeg aner det ikke. Tiden gik i stå.
Endnu et smerteligt bid i et led. Vride, vende, sno & banke; men ups - den ene myre blev banket af... - den landede godt nok kun fem centimeter borte; men den var tydeligt rystet, og måtte tage tælling til syv, førend den kom til sig selv, og så skulle den først lede efter sine fæller, som i mellemtiden havde tabt godt ti centimeters terræn. Afsted og efter den, og på den igen. Bide, trække, bære, slæbe...; men monstro larven havde lært noget. Vente til de sidder godt fast, og så banke dem hårdt i jorden, i stedet for at vride dem af, og kort efter var der to myrer, som måtte tage tælling samtidig, hvorefter de sidste to myrer opgav.

Et højlydt suk undslap fra tilskuerne, og medens Michelinlarven genvandt gangvorternes hverdagsfodslav, rejste vi os, hilste, og gik hver til sit.
Kampen var ovre. Vi vandt!