En hurtig disclaimer (efter jeg har skrevet nedenstående). Det kan muligvis fremstå som om, jeg har paraderne oppe, forsvarer alt og intet vil ændre. Jeg tager alt til efterretning. Også de dele jeg ”forsvarer” herunder. Jeg beskriver mine tanker omkring din feedback ene og alene med det formål, at jeg håber at give indsigt til den videre læsning. Men det bliver stadig taget med som noter, når jeg redigerer igen; ligesom den feedback, jeg ikke nævner, gør det, i endnu højere grad faktisk. Så du råber ikke ud i et vakuum :)

Du har ved første øjekast ret i samtlige sproglige kommentarer. Det er en stor hjælp, så tusind tak for det! Specielt Danglish irriterer mig (fordi jeg godt ved det). Jeg skriver, læser, tænker og drømmer tilstrækkeligt på engelsk til, at det var en seriøs overvejelse at skrive romanen på det sprog. Ofte kommer jeg på et engelsk ord, jeg vil benytte og er nødt til at slå det op for at finde den danske pendent. Så jeg ved danglish sker, forsøger selv at fange mig i det, og hører frygtelig gerne alle steder, du måtte spotte det.

"Til min store overraskelse ved jeg endda, at det er Everything I wanted". Lidt samme kommentar. Tænker man nogensinde overrasket over, at man genkender en sang fra en kunstner.

Ja, det gør man. I hvert fald hvis man er mig :-/ Men du har sendt min hjerne i cirkler i overvejelser, om det ”kun” er mig, og hvorvidt det skal med. Jeg ved, at det delvist kommer fra noget specifikt. En eks og jeg havde altid en konkurrence, når vi var undervejs i bil: Hvem gætter kunster og sangtitel hurtigst. Nogle gange gættede man en sang, man ikke havde hørt i ti år, på tre sekunder, og man kunne så undre sig over hvilken del af hjernens gemmer det kom fra. Og jeg tænker derfor stadig tanken, når jeg genkender en sang, som jeg føler, jeg ikke burde. Jeg vil påstå, at det også var tilfældet før ”konkurrencerne” kom ind i mit liv, men jeg kommer i tvivl. Og som altid med den her slags, giver det mening, hvis læserskaren ikke kan genkende det og har samme reaktion som dig.

"den bunke mursten holdt sammen af mørtel." = men ser en highschool sådan ud? For læseren virker det lidt mærkværdigt. Hvorfor ikke beskrive highschoolen originalt, måske noget ala den kvadratiske labyrint af lyserødt- og orangemalede betonmure og beskidte ovenlysvinduer" etc.

Ja, den gør; eller den specifikke high school, jeg benytter som referencepunkt, gør i al fald. Den ligner et forvokset murstensparcelhus, som man kan se her i DK. I langt de fleste tilfælde ville jeg give dig ret, så fortsæt endelig med at slå mig oven i hovedet med lignende. I tilfældet her er det et bevidst valg at minimere beskrivelsen, fordi det skal reflektere fortællers opfattelse (af at det kun er en ubetydelig bunke mursten), som et hint om at han tager fejl og kommer til at finde ud af, hvor meget han tager fejl. Jeg håber, at læser netop studser over, at det er en mærkværdig udefineret beskrivelse, og måske netop derfor får den tanke, at der er en grund...som ikke er forfatterens inkompetence ;)

"Noget med mursten. Og vand. Eller ikke vand," = ikke helt mystisk nok denne gang. Hvis muligt få noget mere chok over i forvirring/antydning ind i fraserne.

Igen, et bevidst valg om at minimere, men din observation er noteret til den næste redigeret (og i øvrigt valid). Jeg forsøger netop at holde det heeelt tight til vand og mursten, som bliver en del af tematikken, og jo allerede er det med flere af dine anker: det skvulpende for øret og skolen som kun mursten. Jeg er ikke så lidt spændt på, om det binder sammen på en måde, der får dig til at gå aaaaaaahhhh, meeeeehhhhhh, eller buuuuuhhhhh :D

"Det er som en reol, der kollapser, hvis der bliver skruet det forkerte sted, når den skal skilles ad. Jeg aner ikke hvilken skrue eller møtrik, der bragte mig til det punkt, hvor jeg er lige nu" = billedet her kan godt gøres mere voldsomt og drabeligt imo. Hvorfor ikke et fly, der styrter ned, uden en specifik møtrik eller noget i den dur.

Som en isoleret observation har du helt ret. Men jeg har, igen, mine specifikke grunde. Reoler træder ind på scenen 2-3 gange i senere kapitler. Uden at det er tilfældigt, at jeg har brugt denne allegori her tidligt. Jeg forsøger at skabe en roman, der ikke er kreeret til at blive læst en gang, men som ved anden (eller tredje) læsning giver en aaaaaaahhhh oplevelse. Medgivet, det er ikke for alle, men det er, hvad de forfattere, hvor jeg hiver min primære inspiration, formår.

" Realiteten viste sig at være, at jeg fundamentalt led af intellektuel rastløshed." = kan det gøres mere weird? Det er ikke så... originalt måske? idéen om intellektuel rastløshed er udbredt, men ofte drejer det sig jo om, at folk er dovne og uinspirerede, og så løber livet fra dem og så står de senere og er bitre. MAn kunne måske lade hovedpersonen fremstå kompromitteret ved at han har været præcist lige som de fleste andre akademikerbørn, men ender med at få en masse penge i sidste ende i stedet for et job i kommunen og et realkreditlån, og så er han ikke glad, men fremmedgjort, osv.

Det er vanvittigt interessant for mig, at du tænker lige præcis de tanker; også uden for det litterære. Det er jo næppe en hemmelighed, at jeg-fortæller er en uskøn kombination af den jeg rent faktisk er, den jeg ville ønske at jeg er, den jeg frygter at jeg er/bliver opfattet som, andre personer jeg har kendt/mødt/observeret, samt tilpasninger for narrativets skyld. Præcis denne del er det faktiske jeg. Og du kunne ikke tage mere fejl i dine antagelser (dovenskab, manglende inspiration, bitterhed og akademikerbarn). Men det gør det ikke mindre interessant, at du tænker tanken, og jeg ved udmærket, at det er en udbredt, og delvist legitim, opfattelse. Jeg har intet problem med opfattelsen som sådan; jeg tegner mange negative billeder af jeg-fortælleren, som ikke er mig. Det er mere, at din opfattelse ikke var, hvad jeg sigtede mod, så du har givet mig noget at tænke over. I forhold til om den opfattelse kan stå til troende, som noget jeg gerne vil have i character arc på det tidspunkt i historien. Faktisk:

”ender med at få en masse penge i sidste ende i stedet for et job i kommunen og et realkreditlån, og så er han ikke glad, men fremmedgjort, osv.”

Det var dette, jeg sigtede mod. Skulle jeg have valgt én ting i hele romanen, som jeg forsøger at show’e og ikke tell’e, som jeg var sikker på kom tydeligt videre til læseren, ville det være, at hele denne del af back story leder til præcis til det, du her efterspørger. Så det er lidt en head scratcher :)

"Men de var aldrig mere end en ubetydelig brik." = det ved jeg fra konkret erfaring ikek er rigtigt, og ofte er de mest kendte journalister psykopater eller narcissister, der bare gamer deres dagsorden via identitetspolitik, derudover.

Oh, I agree. Jeg er blot ikke enig, at de faktisk påvirker noget som helst. Det er muligt, at de bilder sig selv, at de ”gør” noget ved at game systemet, men det er ren indbildning imho.

"Uden min plan, uden planen, var jeg efterladt som en mand alene i en jolle midt på et stort ocean." = Find et bedre billede, det er jo brugt en del gange før af alle mulige andre.

Principelt enig, og jeg vil bestemt overveje. Sagen er...det er, igen, en lidt gennemgående ting. Jeg refererer tilbage til det adskillige gange, og det vil derfor kræve en større omskrivning, plus det er valgt (selvom jeg er enig i, at det er lidt en banal analogi), på grund af vand-tematikken.

"bygget som en moderne og skræmmende gigant af en viking på togt," = Hovedpersonens fysik burde næsten være et halvt kapitel for sig selv, ikke en indskudt sætning imo.

Hmmmm, det var tiltænkt som en beskrivelse af kognitiv evne, ikke fysik, i forlængelse af den banale analogi :) Jeg må ved redigering se, om jeg skriver for upræcist.

"Hun tvang til at indse og erkende, at jeg autodidaktisk, ved siden af jobbet i banken, tillærte mig hjemmesidekodning, adfærdspsykologi og meget andet, fordi jeg havde specifikke ambitioner, og ikke bare for sjov som jeg sagde, når nogen spurgte."
= Hvis det er hensigten, skal det måske udpensles, men hovedpersonen begynder at fremstå anstrengende og selvcentreret her.

Hmmm, ikke den intenderede opfattelse. Flere gode ting at overveje :) Den faktiske beskrivelse her er kun delvist mig, men det er stadig ikke så lidt interessant. Faktisk, er det en opfattelse, jeg møder på bagkant, uden selv at være klar over det, mens jeg står i det. Personer, der kommer tæt på mig, ved, at jeg vil gå gennem ild for dem og tilsidesætte mig selv. Men jeg har til tider hovedet så langt oppe i røven med ting, som er det modsatte af dovne og uinspirerede ; -) at jeg ikke opfatter det fra personer, der kender mig mindre godt. Jeg er principelt ligeglad, når det er personer uden for min ”indre kreds”; uden at det er lig med, at jeg ikke forsøger at arbejde med mig selv og udvikle mig. Uanset så er det absurd spændende, både som wannabe forfatter og som menneske, at du kommer dertil oven på et stykke tekst, hvor jeg på ingen måder, leder eller kanter selv havde til hensigt at formidle det.

”9. kapitel = starter meget bedre, og man er straks inde i handlingen som læser. Givet der er så mange restaurationer, hvorfor nævner du så ikke, at det er et food court, det drejer sig om?”

En food court er indendørs, typisk i et shopping mall. Skulle jeg mene???

”Ud over det, er cowboyen en reference til Mulholland Drive-scenen?”

Jeg havde ikke Lynch i hovedet, da jeg kom på scenen, kan jeg ubetinget sige. Det er for længe siden, jeg har set den, til at jeg er helt sikker på, om jeg ubevidst trækker på den; i takt med at beskriver videre. Men hvis jeg ellers husker den bare nogenlunde, minder scenerne ikke om hinanden, foruden det indledende gensidige Howdy. Eller?

Mange tak for dine ord og din læsning, som jeg kan sagtens kan nikke genkendende til.

Skam og sårbarhed er tæt forbunde, ja. Dog oftest forbundet med samfundets normer. Hvor anderledes ville verden ikke være, hvis normerne ikke var så dominerende. Hvad ville det gøre ved skammen?

ClPollux

Tak for dine ord, Inge

Og du har fuldkommen ret i det du skriver ang. svære situationer, og samtidig få noget ud af livet.

Depressioner er også lærdom, det har jeg indset.
Og uden mine depressioner, havde jeg ikke skrevet digte.
Og jeg havde manglet en stor indsigt og bedre forståelse for mennesker med psykiske sygdomme.

I "Tanker om depression" som jeg har lagt herinde, har jeg kort skrevet hvordan jeg opfatter og håndtere depressioner.

Men når man står i det første gang, som er omkring det tidspunkt jeg har skrevet "Ensomheden", er det virkelig svært at se og forstå meningen med denne sygdom i forhold til livet.

Mvh Charlotte

Hej Niels, ja det er rigtigt hvad du siger, men mit budskab er også at selvom man foretrækker at holde det simpelt, altså måske kortere uddannelse, så kommer det moderne liv alligevel med sine krav hvor stress eller det, at du ikke er god til at tilpasse dig, kan blive et problem så du ikke kan leve så enkelt mere, selv om det simple tit giver glæde.

Hej Caro
1000 tak for feedback. Begge dine pointer er gode. Jeg har valgt at slette en af de 2 sidste linjer. Desuden har jeg flyttet den anden linje - hjertets magi - op, hvor det kan bruges som kontrast til det pinlige rum...næsten :-)

Jeg synes det fungerer bedre nu end før, så mange tak for hjælpen...og jeg sætter stor pris på, at du kan lide overskriften. Tror faktisk, at den satte hele digtet i gang, hvis jeg husker ret...

ClPollux

Hej Poul Erik, tak for kommentar. Stemningen er nok ikke blevet mindre i den sidste tid, - på een eller anden måde så rammer den en grænse i de fleste af os, hvor man får følelsen af uvirkelighed, fordi det er svært at tackle. -