Det her var ikke helt hvad jeg tænkte da vi skrev frem og tilbage i går, men der skal jo også være plads til nye retninger. Jeg har en i del år gået og pønset på at skrive musik til nogle danske tekster - i mere ballade-agtig stil, måske a la Søren Huss' dystre numre, uden at det overhovedet er der jeg selv stilmæssigt har helt hjemme, men det er nok der jeg synes nogle af mine danske tekster faktisk har hjemme. Jeg har en håndfuld andre tekster i lignende stil, så måske kunne det passe ind på sådan et album. Om det så lige nu fungerer for mig som alene-stående digt er jeg ikke helt sikker på - og som sangtekst burde der måske være nogle flere vers/strofer. Det er en interessant drejning det så har taget nu ifht. hvad det kan bruges til. Der er nogle ting jeg ikke er helt tilfreds med nu, men så fik jeg da lige delt nogle tanker om det.

De hiver, trækker,
strækker mig helt ud,
til atomerne ikke længere binder bånd med hinanden
- organismens fuldstændige død.

Jeg kunne resignere,
endda melde mig helt ud,
så neuronerne ikke længere gi'r liv til tanker og ånd,
- fuldstændig hjerte- og hjernedød.

Tyndslidt i samfundets sorteste hul;
afsjælet i universets yderste afgrund;
uden tilværelse, tid, kaos og undergang
før jeg en dag genopstår jeg i livsmodets lue.

Hej Torben :)

Ja en evighed af fortrydelse,må være det værste der findes.
Tak for kommentar.

D

Det skal jeg nok gøre. Kigger på det i morgen, når jeg er mindre træt. Tak for din feedback.

Tak for din dejlige kommentar, Lejsy. Jeg er rigtig glad for, at du blev suget ind i teksten :-)
Jeg har en idé med de gnister, der slår igen, men man må meget gerne tolke - og så er det jo rigtig rart, du ser der er plads til det :-)

Vh. Pia H

Det er faktisk rigtig interessant - og jeg kan godt lide formen på det der! Du skal ikke undskylde for at klippe i det, for jeg må indrømme at jeg lidt tænker Fyldepennen som mere en "legeplads", hvor der netop der plads til at kunne arbejde med tingene ud fra nogle kommentarer. Jeg er generelt rigtig dårlig til at tage imod kritik, også selvom det er konstruktivt, men jeg arbejder på det!

Lidt sidespor:
I dit "udklip" kan jeg godt savne det lidt mere konkrete data-orienteret/hårde facts fra fysikkens verden, i mangel på bedre ord, men det er nok lige så meget pga. hvordan jeg selv generelt tænker til hverdag, i forhold til minder, erindringer, situationer og følelser. Jeg er enormt dårlig til at danne billeder i mit hoved (aphantasia) eller overhovedet "høre" en indre monolog osv. Det lyder måske næsten som modsatte elementer af hinanden (et interessant emne til noget nyt måske), men meget af min erindring om ting bygger mere på "følelser" og data af en given situation mere end indre billeder jeg kan se for mig, dialog/monolog osv. Som et lidt relateret eksempel: når jeg spiller musik VED jeg at specifikke intervaller/harmonier giver en følelse af X, Y, Z, men det er ofte noget der er lært som "data" først og dernæst en følelse: "hvis du tilføjer en stor sekund til en mol-akkord, så vil den lyde endnu mere trist/melankolsk - og modsat, tilføj en stor sekund til en dur-akkord og den vil lyde mere glad/fredfyldt". I mit hoved er det hele lidt noget hvor der først er data og dernæst at binde det sammen med nogle følelser. Jeg bevæger mig lidt ud af et sidespor her, men det beskriver måske lidt min baggrund for at skrive det her digt. Men jeg kan faktisk rigtig godt lide dit "udklip". Gad vide om jeg kunne opsamle/afslutte det på en fornuftig måde...

Stof til eftertanke! Tak!

Det være nødvendigt og nogle gange; det eneste der nytter noget.

Hej Lars
Tak for kommentaren og komplimenten.
Jeg er faktisk i gang med at udfordre mig selv, med ikke at skrive rim-digte.
Tænker der kommer nogle op herinde snart.
- Camilla

Jeg hoppede lidt rundt i mit svar og fik ikke det sidste af en sætning med:

"Men så vidt jeg ved, så er det i hvert fald på en eller anden måde noget man ikke lige kommer tilbage fra".

Hej Torben, tak for din kommentar.

Hej Lars! Tak for dine kommentar og pæne ord. Der kommer lige lidt forskellige tanker omkring digtet, som kunne beskrive det lidt mere, for jeg er enig i at analogierne godt kan være lidt tabt eller efterladt lige lovlig meget til fortolkning. Det bliver muligvis en lidt lang svarkommentar, men det hjælper også mig til at reflektere over det, når jeg skriver mine tanker om det ned.

Det er faktisk ofte en af mine udfordringer hvis jeg skal skrive noget der er kortere end mine ellers til tider alenlange skriblerier.

Bare lige for at påpege nogle sammenhænge, som jeg er helt enig i godt kan være gået tabt:
- Jeg har været møg-stresset, specielt pga. fagfolks inkompetence og min efterhånden pressede økonomiske situation som følge deraf. Så jeg er blevet strukket og trukket lige så lang og tyndslidt som man muligvis bliver i et sort hul et sted ude i universet (spaghettifikation).

- Psyken der afspejler sig i fysikkens verden: måske skulle det have været omvendt, men jeg tror jeg fik den vendt rigtigt, selvom jeg kæmpede lidt med det. Jeg ville gerne have det i en sammenhængom at entropien i sindet tilsvarer beskrivelsen fra fysikkens verden:
"Entropi, et mål for graden af uorden i et system, der indeholder energi eller information.", og ikke mindst beskrivelsen af termodynamikkens 2. lov:
"Termodynamikkens 2. lov siger i al sin tilsyneladende enkelhed, at hvis man giver et lukket system mulighed for at udvikle sig uden menneskelig indgriben, vil det ske tilfældigt og dermed kaotisk – og så vil entropien (S) i systemet vokse"
- så ligesom entropien og kaoset vokser i universet, så vokset det også i sindet til tider.

Jeg har prøvet at lege lidt med strukturen i digtet for at binde anden strofe sammen med første rent sprogligt, og egentlig havde jeg tænkt i første omgang at skrive noget a la "jeg kunne hive stikket, trække mig eller melde mig helt ud", som reference til de første linjer: "de hiver, trækker og strækker mig helt ud", men jeg kæmpede lidt med at få det til at fungere. Måske kunne det faktisk have fungeret bedre, og det kan være jeg skal lege lidt mere med det til en officiel udgave på et tidspunkt. Andre linjer går også lidt igen i en anden form:
"Organismens fuldstændige død" vs "den fuldstændige hjerte- og hjernedød", selvom hjernedød ofte bruges lidt mere nedladende. Jeg havde bare lyst til at bruge det i en lidt mere medicinsk forstand. Og "universets yderste afgrund" som reference til "det sorteste hul" nævnt fra første strofe. Om det så rent faktisk er universets afgrund må nogle astrofysikere finde ud af, men så vidt jeg ved, så

Om det helt 100% fungerer som jeg gerne vil det, det er jeg ikke engang selv for sikker på, så det er interessant nok at diskutere. Det var skrevet midt i nogle dystre tanker om tilværelsen - men også med en forhåbning om at kunne genopstå (i den nuværende tilværelse) med livslyst, livsglæde, drømme og håb igen - og det skal nok ske, det er jeg slet ikke i tvivl om. Der kommet et par forløsninger allerede, så mon ikke det stille og roligt vender - selvom livet jo nok altid vil give op- og nedture.

Det her er faktisk en af grundene til at jeg er super imponeret når folk kan skrive kort og klart i deres digte og beskrive en specifik følelse med meget få ord, og alligevel give det gennemslagskraft. Det har jeg ikke lært endnu, men det ville jo også være kedeligt hvis man havde lært det hele ;)

Mange tak, Kamilla! Det er jo ofte både rart at høre at læsere kan se sig selv i noget man skriver, men nogle gange også lidt "trist", hvis det er lidt dystre tanker. Tusind tak for dine fine ord om det! :)