Hej Niels Snowfrog/Snowlion,

fornemt haiku, hvor du både lykkedes med antal vokaler, 5x7x5, og med involvering af natur (vandskyl og ler), samtidig med at du som forfatter skaber billeder af stemnings- eller følelsestilstand = fremragende skrevet, opfyldende alle haikuen's uskrevne regler.

Ift. emnet tolker jeg i 1. linje sårbarhed, anledt af en som altid original titel - ingen opfinder titler som dig :-) De er altid originale og et lille værk i sig selv. I 2. linje ser jeg førnævnte sårbarhed, stillet op over for rum-tid, eller tid-rum = sårbarheden der deles med nye ansigter. Endelig tolker jeg 3. linje denne sårbarhed delt afgivende noget konkret, noget så håndfast som ler - har man nogensinde rørt ler, ved man hvor unikt mod berøringen det føles. Selvfølgelig kan det også tolkes som latter, altså ler, givende digtet ydeligere vægt, og latter som den forløsende følelse af, at livet ind imellem kan føles absurd, men forandrer sig ligesom vand, der altid er i bevægelse. "Vær vand, min ven", sagde Bruce Lee, og meningen var vel at blive ved med at flyde, persistent; aldrig at være bange for at forandre sig, og give slip på sig selv. "Vandskyl ler som håb", en sætning der næsten får en lyd af rindende vand frem, en dejlig, afslappende og beroligende lyd, af elegante dråbers yndefulde symfoni, skrevet på en måde så man ved at det er nærende omsorgsvand, og ikke pis. Måske er det ordet "ler", og "håb", som giver positive associationer, her.

Alt i alt tolker jeg digtet som talende ind i sårbarhed, og ind i at holde fast og ikke give slip på, at ens sårbarhed vil blive vel taget imod, og at en forløsning vil finde sted, med ens tårer rammende jorden blivende hørt, og med titlen in mente - tårer der gøder jorden.

Tak for at dele herinde, og tak for at læse kommentaren her :-)

Kh Ansu
PS: kender du Tanka? Det er ligesom haiku, men blot med 5x7x5 + 7x7; altså det er haiku, men med ydeligere 2 vers, hver på 7 vokaler. Jeg har læst andre af dine haiku-digte, og tænker at du næsten MÅ have hørt om det, men jeg havde ikke, før for nogle år siden, så måske... Som en sidebemærkning går man i hiphop efter at ramme 8 vokaler i hver linje, ud fra devisen om at der går ca. 4 vokaler til et hjerteslag = med 8 vokaler pr. linje CIRKA (!), simulerer man timing-mæssigt hjertets rytme (1, 2. 1, 2). Det er en ældgammel tradition, hiphop, med rødder i griot-traditionen, som er en ældgammel oral tradition, hvor grioten/rapperen var den eneste der havde magt til at måtte sige hvad som helst overfor stammelederen/kongen/kejseren, så længe det skete i hiphop-rytmen med 8 vokaler pr. linje CIRKA (!), typisk 16 i alt (8x8) = pointen med filosofien var at grioten således talte i tunger, fra hjertet i stedet for fra intellektet = fra sjælen/maven. Her et eksempel, med nubiansk Qi Gong-lignende mystificisme, ligeledes en griot-tradition = WATUSI87 - NUBIAN MYSTICISM = https://www.youtube.com/watch?v=3tYrbAg2aZE

Ja, det er et anderledes digt... sidste linje, læste jeg flere gange.
Synes det er et unikt billede - vandskyl ler som håb-
Tak for den.

Hej Niels
Dejligt at høre om din passion for det at tage fotos. Jeg håber at du vedligeholder interessen selv om hverdagens arbejde tager over for tiden. Jeg tænker at hvis man først har haft interessen en gang, så er man mærket for livet. Det kan godt være kameraet ligger og keder sig en stund, men lysten til at tage billeder forsvinder vel aldrig?
Jeg har selv et beskedent digitalt kamera, men får ikke taget fotos fordi det bare er nemmere at fiske sin telefon op ad lommen og knipse et par billeder. Jeg havde fotolære tror jeg det hed i slutningen af 80'erne i folkeskolen med et sort hvidt kamera, hvor man selv fremkaldte billeder. Det var ellers spændende nok, men gik gradvist i glemmebogen efter jeg forlod folkeskolen. Den dag i dag får jeg slet ikke taget nogle billeder med mit digitale kamera med mindre det er sommer.
Tak for et stykke livshistorie der fragtede mig tilbage i tiden.
Kh David

Hej Niels

Flot skrevet livshistorie, og virkelig spændende, selvom det lyder til at faget indenfor fotografi er gået ned ad bakke siden. Eller i hvert fald har ændret sig. Vel sagt, ligesom alt andet.
Vi har stadig fysiske kopier i et vist omfang, men de har ikke det samme "feel" som et fremkaldt fotografi. Og da slet ikke et fra en telefonskærm.
Læste for nyligt en livsstilsartitel, som mente man ikke skulle have billeder af sine børn hængende i stuen. Syg propaganda. Kom bare lige til at tænke på det.

Bedste Hilsner
Ryan

Hej Niels
Spændende at læse et stykke af din livshistorie. Jeg er selv nysgerrig på fotografi. Din historie inspirerer mig til at dykke længere ned.

Dbh,
Andreas

Hej Niels.

Det var spændende at læse om det man vel kan kalde din passion. Ja, de "gammeldags" kameraer som f.eks. Nikon er gode, hvis man vil zoome ind med mere; ikke fordi jeg selv bruger et ( nu til dags), men jeg har en søn, der har gået op i det ;-)
Interessant med indblik i tanker blandt freelance-fotografer.
Du fortæller fint og "lige ud af landevejen" og sproget er der intet at udsætte på
Gad vide om ikke, du har nogle specifikke oplevelser? Jeg kunne godt tænke mig nogle konkrete glimt: noget i stil med: "Da jeg mødte den i Snøvlerup kendte Mads..." (Måske anonymiseret?)
Det synes jeg, kunne gøre teksten endnu mere spændende, men den står altså også udmærket, som den er, så - hvad er et man siger; det er blot en tanke :-)

Vh. Pia H

Hej Niels
Spændende at læse om din passion for fotografering. Ja der er sket store forandringer på ganske få år som med så meget andet. Mit første kamera, som jeg fik som barn i 60erne, var en firkantet kasse, der kun tog sort/hvide billeder. Nu tager jeg masser af billeder med mit Canon EOS M50, især når jeg går i naturen (svampe, blomster, fugle, insekter, dyr, padder og ting jeg synes er sjove eller smukke) og nu tager jeg mange billeder, så kan de altid sorteres og de fleste bliver slettet når de er overført til computeren. Tak for teksten.

Interessant at læse om det du beskæftiger dig med og det du har fået ud af det. Jeg mærker du gør det med sjæl og ånd og at du ser det som en opgave. Har du nogle link hvor man kan se dit arbejde. Mvh Inge

Godt digt.
Forløsende at grine sammen, i stedet for at blive
grinet af. :)

Dybt, smukt og poetisk - den ydre natur og det indres natur - genfødsel?

Kan godt lide erkendelsen af, at "alderen er fremskreden," men at jeget alligevel har renset sine negle (som jeg ser som en positiv ting, fordi jeget stadig passer på sig selv), sat telt op og skal til at lave mad over et bål. At se situationen i øjnene, at man er blevet ældre, men på sin vis accepterer det og så gør noget. Kan også godt lide refleksionen over livet "jeg var en hård negl i psykiatrien," at dermed er plads til fortiden, men at der så også er plads til forholdet til naturen her og nu. Siger bølgen ja? Nu er der jo "tid, tid, tid" "tid og råd" til netop at være til stede. Den indre natur kan møde den ydre. Her og nu.
Digtet satte, som du kan se, en masse i gang. Tak for det!

Hej Niels
Smukt og poetisk digt. Jeg læser dybe billeder bagved ordene. Jeg læser et nyt start og et nyt møde med kærligheden. Håber at hun sagde ja.
Tak for at dele et smukt digt.
Bh.
Hawraa

Hej Niels
Smukt naturen kan kun sige ja til os. Det er op til os at behandle den ordentligt.
Gode tanker fra Ulla

Hej Niels
Stærke beskrivelser, meget stærke.
Lig i lasten der går i ødelæggende arv til børnene er tragisk.
Tak for ordene fra Ulla

Meget stærk tekst. Alle vers står kvinskarpt, og sætningen “Der er gravet tunneller af mine forældre” giver mig gåsehud.

Et digt lige efter mit hoved. Tak, Niels.