Hej R :)

Sikke levende metaforer for livets væren.
Denne gang løber du med æren.
At for engang skyld at glædes sig.
På livets store lange vej mellem tilblivelse og eksistens.

Tak for at dele.

D

Hej Rayana
Denne gang er jeg mundlam. Du er så poetisk.

...at være til i en krop der ikke er velegnet til min sjæl...
spændende linje, den indeholder så meget
måske derfor jeg ligeså er en natteravn.
Fint skriv.
Poul.

Hej R :)

Ja hvem kender ikke Natteravnens lod?
Dagen der går på hæld.
Mens vi alle håber på nattens ve og vel?

Tak for at dele nogle ubeskriveligt smukke vers.

D

Hej Rayana,

Fremragende skrevet. Det er så udpenslet og malerisk, og du er rigtig dygtig til at udfolde dit imaginære sind. Jeg har vitterligt ikke mere at sige, ingen kritik. Du er dygtig til at skrive!

Görkem

Et sidste sprøgsmål, jeg har min fornemmelse, men jeg vil gerne høre fra dig, hvorfor du splittede kærlighed ad? Hvad var din intention, er det for at understrege, at det er bristet kærlighed eller toxic kærlighed?

og jeg mente sarkasmen, ikke satiren*
selv tak, din tekst fortjente en ordentlig kommentar, det gør alle tekster, men nu faldt jeg for din

"brune, skovlige
jeg ved at de er livlige"
´Et af mine yndlingssætninger indtil videre

Jeg er forelsket i rytmen og de sceniske beskrivelser er hjerteknusende. Jeg elsker samtidig også satiren i teksten, den, at der skulle være 7 milliarder mennesker på jorden. En hul bemærkning, én ikke reel hjælp fra ensomheden.

I det hele taget er jeg vild med din rytme, og den udvikling som sker gennem teksten er uhyggelig. Ensomheden virker nærmest som en groomer. Jeg tror sagtens, jeg-personen kan genkendes af hendes bekendte, men ensomheden /har efterhånden taget ejerskab/

Udover det synes jeg det er interessant, hvordan ensomheden er subjektet, den, hvis skygge du er, og samtidig også er din, noget du har valgt at forblive sammen med.

Dynamikken minder om et toxic-relationship, og jeg synes blokbogstaverne er passende.

Sproget er suverænt, jeg faldt for
HAN PUTTER MIG MED K-ÆRLIGHED OG HOLDER OM MIG MED SKYGGERNE FRA DE LIVSLADTE HJØRNER
Ordet livsladt minder mig om forladt, jeg tænker, at du vil understrege, at digterjeget føler sig alene, mens andre er til stede, og jeg er også vild med det splittede K-ÆRLIGHED, for den der ærlighed tror jeg er toxic, ligesom kærligheden fra ham er toxic

"vingerne formerer sig i mine øjne
brune, skovlige"

Tak for findetaljerne i dit digt. :)

Tak for læsning og tiden du brugte.
VH Kenneth

Hej Rayana,

...jeg tror aldrig jeg har læst en historie der minder det mindste om denne - du har virkelig skrevet en mystisk, original og unik historie, med fængende indledning, klar billeddannelse og en slutning der kryber ind under huden og får hele historien til at gå op i en højere enhed. At du i 2. tekstblok pludselig skifter fra 3. person til 1. person, en fortællende jeg-person i nu-tid der føles fragmenteret fra resten af teksten, er virkelig et sats - det skaber forvirring og kunne desværre nok skræmme mange læsere væk (som jeg tænker at det har gjort, når dette pragtværk ikke har modtaget flere kommentarer), men det er jo tydeligvis med vilje når man har læst hele historien.

En exceptionel historie, hvor man helt fra start fornemmer noget ømt og bart, og samtidig at de maleriske vendinger, såsom "Et eller andet sted i underbevidstheden blomstrede en enkel blomst, men den kunne ikke sprede sine rødder" (wow!), dækker over at noget ikke er som det ser ud til, og at man som læser må finde ud af hvad. Samme page-turner følelse som i en krimi. Men modsat de fleste krimier har din historie en tankevækkende dybde der virkelig er svær ikke at fælde en tårer over til sidst. Poetisk og alligevel jordnært skrevet. Bravo!!!

At bruge forvirring af læseren/observatøren er hamrende risikabelt, men i din historie giver det virkelig pote, og er måske hvad der hjælper til at få en trist historie til samtidig at være skøn som et digt; tvetydig, forvirrende og alligevel klokkeklar stemning, billeddannelse og følelse afgivet. Det mørkeste mørke og samtidig et lys i det hele, i form af hvad jeg tolker er Døden (jeg-personen?) der er den stakkels pige/kvindes eneste selskab, i den fugleløse og metal-prægede verden. Jeg håbede sådan og troede faktisk at jeg-personen var redningen, måske var Livet/Samfundet/Samfundskontrakten, og blev overrasket over enden, på den fedest mulige måde. Det er jo den mest triste historie af alle, men alligevel smuk i al sin grusomhed.

I bagatel-afdelingen er der små stavefejl her og der, og at jeg-personen introduceres allerede i 2. tekstblok tror jeg som sagt skræmmer læsere væk fra at investere deres fantasi i værket - hvis der blev tilføjet ydeligere tekst inden 2. tekstblok, evt. en blok mere, så tror jeg at forvirringen ville skræmme mindre fra at læse resten af teksten.. men samtidig, når man har læst dine andre tekster, ved man jo at det er en forfatter med noget på hjerte og en forfatter med mange virkemidler, ergo at der er en mening med forvirringen. Og hvilken mening! Igen, bravo!!

Ift. emnet = selvmordstanker og depressionen der går forud for dem, for den smerte og ensomhed der forsøges at blive sluppet for, er SÅ genkendelig. Ingen begår selvmord, ingen, man MISTER LIVET TIL SELVMORD, som de siger på Livslinien (hjælpelinje man kan ringe gratis til og som redder liv dagligt, blot ved at tilbyde et lyttende øre, også uden at man behøver være akut truet). Din tekst føles som understregende den pointe - at kvinden i historien ikke begår en forbrydelse, men at livet begår en forbrydelse imod hende. Samtidig er din beskrivelse af Døden, nærmest som var det frihed, at "flyve med fuglene", uhyggelig og alligevel yndefuld og elegant. Jeg håber inderligt at det er tanker og følelser som du er sluppet fri af, trods jeg ved at sådanne tanker også kan give en tryghed; at man selv er herre over sit eget liv, og ingen andre.

Jeg havde som barn en ven der mange år senere, lang tid efter at vor venskab var endt, tog til Irak og deltog i krigen. Imens han var i Irak var hans lillebror hjemme i Danmark, og lillebroren blev en dag snuppet i at stjæle fra den lokale kiosk, en praksis vi alle gjorde dengang fordi kioskejeren var nedern og det at stjæle var dels en "manddomsprøve" (trods vi bare var børn), og dels noget af det eneste spændende at lave, ude i en lille landsby. Kioskejeren der afslørede tyveriet, af sikkert en chokoladebar eller lignende, sagde rasende til lillebroren, der dengang var 10 år gammel, at han ville ryge i fængsel for at stjæle, og lillebroren troede at hans liv var forbi. Han gik hjem og hang sig i et træ som jeg tit som barn legede og klatrede i - et stort og smukt træ der delte sig i 2 stammer, nok det smukkeste og største træ i hele landsbyen. Lillebroren, som jeg også gik i skole med i en periode, var hamrende modig og legede med de ældre børn, til hans storebrors irritation, en storebror der også var som en storebror for alle os andre - virkelig en ansvarlig og fin fyr, og en god ven. Jeg har aldrig selv hørt om et mere tragisk og absurd selvmord end lillebrorens, og historien er for mig en påmindelse om at ingen vælger selvmord - man drives til det, af andre. Ansvaret for livet er ens eget, men det er så menneskeligt og forståeligt at man tyr til det når alt håb føles tabt... Hvadend det er Danmark der sender sine sønner i ulovlig krig og destabiliserer deres hjem, eller hvadend det er en grådig kioskejer der truer børn, så er der altid rødder og uretfærdighed bag selvmord, og jeg tror at hvis man kæmper med selvmordstanker og følelser, så er det ved at kigge på de rødder, og ved at give dem omsorg, at man slipper for det helt forståelige ønske om at forlade denne verden. En verden der indeholder så uendelig megen skønhed og poesi, nyt land i sigte, hvis man kan undgå at drukne under andres bølger, og holde ud.

Rayana, tak for at dele din betagende og tragiske historie herinde, så finurligt og originalt fortalt, og tak for at læse hertil. Alt det bedste til dig, du fortjener intet mindre end det bedste af det bedste.

Kh Ansu
PS: en sangerinde og rapper der har hjulpet mig når jeg har følt mig langt nede, er Reverie - hun synger MEGET om depression og om håb, og om hendes fortid som narkoman. Og så har hun et af de bedste flows jeg har hørt i mit liv. Hun er i dag virkelig et forbillede for mange, i hvert fald for mig. Bla. på breakup-tracket og musikvidoen "1 Syllable" (hvor hun placerer ansvaret for sin depression hvor den hører hjemme), og "Give it time", også en musikvideo hvor hun griber fat i håbet og ikke slipper det igen.

Rigtig god rød tråd i din tekst. Ensomhed er en motherfucker forklædt i perlesukker.

Men det var godt nok svært at komme igennem din tekst pga. capslock. :) Det er lidt synd, synes jeg.

Hej Rayana Khamzatova,

Du har forfattet et digt, jeg genkender mig selv i; vreden som er et resultat af at føle sig begrænset, kategoriseret af systemet og samfundet. Ønsket om at realisere sine drømme, men at der er et mere eller mindre åndssvagt samfund, der forhindrer en i det. Fedt!

Vh Görkem :-)

Hvor er det bare et stærkt stykke tekst. Og smukt! På trods af de pinsler det gemmer på.
Jeg er SÅ enig i, at du må og skal blive ved med, at skrive. Du mestrer dét med ord.