Suveræn retrogistorie fra det virkelige liv dengang. Jeg har selv gjort det samme i start firserne til Paris, i en rusten Volvo der lagde olietøj ud hver gang jeg slap speederen - og derfor skulle have en ordentlig sjus olie mindst hver time. Herlige gamle billeder i din historie, tak

Hej Rudolf.
Jeg valgte lige en tilfældig tekst af dine, og det blev altså denne her, som jeg lige har læst.
Sidder nu herefter og tænker: Hold da op, du har godt nok været igennem nogle prøvelser.
Håber det går godt.
Med venlig hilsen
Mona.

Sikke en tur :-)
Trods alt gik det, men jeg ville da godt have været en flue på væggen. Tak for din humoristiske fortælling.
MVH Sanne

Tak for turen ;-)og den gode beretning om tiden efter du kom på efterløn.

Åh - hvorfor nu det? Det kunne da være meget sjovt - bare indtil folk gennemskuede det :-D
Wivian

Jeg tror ik jeg forstod den...? men jeg... kunne godt lide den..?

Jeg trak bestemt også på smilebåndet. Og jeg vil da sige, at konsekvensen af det andet ønske er da indlysende. Moderen har man - i hvert fald ved naturmetoden - altid kunnet være sikker på, hvem var, men den anden halvdel ...? Uha.

Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet ;o)

Det var en meget tragisk fortælling, der viser hvor vigtigt det er at give omsorg, når nogen mister een af deres nærmeste.
At kvinden mange år efter stadig føler bitterhed over den manglende opmærksomhed er måske forståelig, men hun kan ikke bruge den til noget og skulle forsøge at glemme den.
Venlig hilsen Birte

Ja... Du bør måske nok stramme dig lidt an...

må indrømme at jeg mere synes at det en lang joke.. men det er da en fin historie..

Den historie fik mig til at trække på smilebåndet. Nu er jeg vestjyde, havde jeg været københavner, havde jeg nok skraldgrinet "ss"
Venlig hilsen Birte

En noget barsk tekst, og ja - jeg forstår godt kvindens reaktion. Hvem kan gøre tragedier op? Hvilken af de to begivenheder *fortjener* respons? Du har ret i din holdning med hensyn til redningsarbejdet, men hendes tab - pigernes families tab var jo mindst lige så stort. En tankevækkende beretning, som ikke giver et endegyldigt svar, for i bund og grund handler det jo om meget. Mest af alt handler det om behovet for omsorg og medfølelse i en meget svær tid. Og dette eksempel viser jo med al tydelighed at får man ikke det, så nager det - selv så mange år efter. Venlig hilsen Mie

Fed historie. Jeg går ud fra, at moralen i historien var, at man ikke skal glemme sine venner.

En kortfattet fortælling, hvor kun de vigtigste detaljer er med. Man når ikke at leve sig ind i hovedpersonen, men til gengæld er detaljerne præcise og pointen fin! God lille historie.
Pia.

Et interessant forløb (genkendeligt) - fortalt flydende og levende - uden omsvøb.
Du formår med din (næsten tastefejlfri)sprogbehandling at holde læseren (læs: mig) fanget til sidste ord.
Jeg håber da, at du har mere at fortælle!
Kh ann-vibeke