"Er du godt klar over, hvor mange penge vi kunne have tabt? Sagde jeg på noget som helst tidspunkt sælg? Og så til den kurs? Det er et held for dig, at den gik op, ellers skulle jeg personligt sørge for, at du aldrig ville kunne få lov til at slikke firmærker i noget kontor nogensinde mere!!" Ariela råbte som en afsindig i headsetmikrofonen. I den anden ende undskyldte en eller anden grønskolling på kontoret mange gange på en spytslikkende og alt for ydmyg måde, hvilket bare gjorde Ariela mere vred. Dumme gås! "Hvad hedder du? Hannah? Det kan man ikke kalde bare skyggen af et navn, eller ønskede dine forældre bare, at du skulle mobbes?! For nu af hedder du Joan, er du med? Skriv det ned… JOAN SÆLG! Sælg for pokker!"
   Efter at have overfuset Joan noget mere og guidet sekretæren gennem børsen for i dag, slog Ariela mikrofonen over på Ethlars frekvens, så de ikke behøvede at råbe til hinanden tværs gennem den luksuriøse lejlighed i midten af den travle og summende bikube af en by. Ariela besluttede, at hun var sulten og satte derfor målbevidst kursen mod køkkenet. På vej derud kom hun forbi døren til badeværelset, hvilket mindede hende om den byggefejl håndværkerne havde lavet. Typisk murere. Når de endelig lavede noget, lavede de det forkert. Vandet løb derinde.
   "Ethlar, hvor er du?" spurgte hun. I hendes øresnegl svarede Ethlar, at han var i stuen. Ariela åbnede døren og måbede.
   "Du har forvandlet badeværelset til en sump!" råbte Ariela vredt i Ethlars øresnegl. Selvom mikrofonen kunne opfange om en kineser kløede sig på ryggen i søvne, så skulle hun absolut råbe i den alligevel.
   "Har jeg?! Det er dig, der bader den halve dag," råbte han tilbage gennem den fintfølende mikrofon. En slags hævn kunne man kalde det.
   "Nej, jeg mener en sump," svarede hun lidt roligere, "med frøer."
   Ethlar satte straks kursen mod Ariela og badeværelset. Lavede hun sjov? Frøer? Det kunne vist ikke være hendes mening.
   "Du skulle absolut købe en plante," lød Arielas stemme i hans øresnegl, denne gang lød hun bebrejdende og måske irriteret, "ikke en ny PC eller et nyt kommunikationssystem. Næ nej. En stinkende, kedelig, ubrugelig plante."
   Endelig nåede han frem til Ariela. Han kunne høre, at vandet løb.
   "Hvorfor har du ikke lukket for vandet?" spurgte han Ariela, der som en hugorm vendte sig mod ham.
   "Gør det selv," snappede hun, og han følte giften dryppe fra hendes bemærkning. Hun plejede ikke at snappe på den måde (over for ham). Ethlar besluttede sig for at slukke for vandet og kiggede ind på badeværelset for at se, hvor vandet løb. Lidt efter gloede han bare overrasket og forskrækket frem for sig. Hans første tanke var (selvfølgelig): "Det bliver dyrt."
   Badeværelset var, som hun havde fortalt Ethlar, en sump. Gulvet var fuldstændig oversvømmet, og på vandoverfladen lå åkander roligt. Grene, der lignede rødder, strakte sig fra loftet ned i vandet som hungrige, forkrøblede fingre. De havde nogle få steder blade og blomster. Fra vandets dyb voksede græslignende totter op, og rundt omkring på grenene og på håndvasken sad frøer i alle regnbuens skrigende farver. En eller anden havde smadret ruderne i vinduerne fuldstændig. Hvordan var det sket uden at de havde opdaget det? Hele tiden havde de været i lejligheden. Hvordan var det gået hen over hovedet på dem? Ariela så overraskelsen, som stod malet i Ethlars ansigt. Hvad tænkte han mon? Hendes første tanke, da hun havde set badeværelset, havde i en jamrende tone været: "Mit pæne badeværelse!" Hun ønskede slet ikke at tænke på, hvordan frøerne var kommet ind.
   "Hvad skal vi gøre?" spurgte hun.
   Ethlar trak vejret tungt. Typisk Ariela. Hun lagde altid ansvaret fra sig. Han stirrede ind i "sumpen". I lang tid stod de bare og så på frøerne.
   "Vi må få nogen til at ordne det," sagde Ethlar til sidst.
   Ariela forlod straks dørtærsklen og forsvandt ind i stuen, hvor computerne stod.
   "Hvad laver du?" spurgte han gennem mikrofonen, men der kom intet svar. Han kunne høre hende taste noget ind på tastaturet efter fulgt af en underlig bankelyd og et piv fra Arielas side. Ariela kom snøvlende tilbage. Hendes ansigt var blegt i den dunkle lejlighed.
   "Strømmen er væk," hviskede hun hen for sig.
   Ingen af dem gjorde eller sagde noget længe. Ethlar bevægede sig som en søvngænger hen til det store vindue, der afslørede en strålende udsigt over byen. Der var ikke lys nogen steder. Mennesker hang ud af vinduerne og råbte hinanden for at finde ud af, hvad der var sket. Der var ingen strøm. Så spurgte Ethlar bleg, stille og bange:
   "Ariela - elskede - hvad skal vi gøre?"