Anne er lækker. Og når jeg siger lækker, så mener jeg det! Lange slanke ben, langt mørkt hår og en krop, der bringer blodet (blandt andet) i kog. Jeg har fået hende på krogen. Jeg har spurgt hende, og hun har sagt ja til en date. Bedre kan det ikke blive! Derfor har jeg taget bad, lejet en smoking og står og venter på hende uden for Restaurant Bordeaux i den indre by. Hun kommer i taxa. En lækker sort kjole er hun kravlet ned i. Mm... så bliver det ikke meget bedre. Jeg laver lidt skæg ved at byde hende min arm på den måde, som man måske brugte i 1700-tallet. Hun smiler og afslører en række hvide tænder, der måske har været rettet af en bøjle engang. Vi går ind, får vores bord og sætter os ned. Jeg kender overtjeneren, så vi får et lille bord for os selv i et hjørne. Anne fortæller lidt om hendes veninde Maria, der er i London, og jeg fortæller lidt om IT-TEC, mit nystartede IT-firma. Aftenen er perfekt, og det bliver bedre og bedre. Hun fortæller også, at hun bor i Marias lejlighed her i nærheden. Alt går fint og det bliver sent om natten, før vi går ned af gaden mod parken med armene om hinanden. Vi har fået en del og drikke, så hun har intet imod, da jeg stopper op og kysser hende. Faktisk er hun mere end villig til at holde om mig og lade mig kysse hendes hals.
   "Åh Allan," mumler hun hele tiden, mens hun lader sine sexede fingre glide gennem mit hår. Jeg foreslår, at vi tager hjem til hende, for venindens lejlighed ligger tæt ved parken. Jeg fortryder straks at have nævnt den pokkers lejlighed, for det slukker fuldstændig for Anne, og helt aftændt hun begynder at tøve. Til sidst skubber hun mig væk, og siger at hun hellere må se at komme hjem, fordi 'Morten' venter på hende. Øh.. Morten? Jeg er mere paf, end hvis jeg var blevet ramt af en lastbil. Det er jeg også - en metaforisk lastbil altså. Jeg kender ikke Anne så pokkers godt, men jeg kender hende nok til, at hun ville have nævnt en 'Morten,' hvis der er en. Anne er vist ikke den dér let på tråden type.
   "Hvem er Morten?" spørger jeg og håber, at jeg ikke ser FOR åndssvag ud. Hun ser på mig med sådan et blik, som nogle kvinder bare sender os mænd for at gøre os mere forvirrede, end vi allerede er, mens de bare prøver at vinde tid, så de kan sætte sætningerne sammen, inden de kommer ud af munden med de velskabte læber. Hun lægger hovedet let på skrå.
   "Morten bor sammen med mig i Marias lejlighed. Jeg skal hjem, for jeg lovede at gå en tur sammen med ham," fortæller hun, "vil du møde ham? Han bider ikke."
   Jeg takker pænt nej. Ham Morten er vist i gang med at snuppe Anne for næsen af mig. 'Gå tur' sikkert! Vi mænd ELSKER jo at gå ture klokken tolv eller måske halv et om natten! Det er jo vores yndlingsting her i verden! Jeg tilbyder hende dog at følge hende hen til lejligheden. Til trods for Morten, beslutter jeg mig for at følge Anne hjem. Morten skal få kamp til stregen, og må den bedste mand vinde!

Klokken er fire tirsdag eftermiddag da jeg igen hører fra Anne. Hun insisterede lørdag aften på, at jeg skulle give hende mit nummer, men hun glemte alt om at give mig hendes. På IT-TEC er jeg lige blevet færdig med en mail til min ven og kontakt i Tokyo, da min mobil ringer.
   "IT-TEC, det er Allan Rundgren."
   "Hej! Det er Anne." Som altid er hun frisk, og hun lyder altid glad.
   "Åh hej! Hvordan går det?"
   "Jeg har haft lidt travlt..." hun når ikke længere, før hun fjerner røret fra munden. I baggrunden kan jeg høre en eller anden tumle rundt.
   "Morten, ikke inde i stuen. Ud i køkkenet siger jeg!" Anne lyder skrap men bestemt og dog kan en smule venlighed spores i hendes stemme. Så vender hun tilbage til røret.
   "Det må du undskylde, men Morten kan bare ikke fatte, at man ikke skal spise i stuen. Han roder sådan!"
   "Hmm..."
   "Nåh ja, jeg ville faktisk høre, om jeg kunne se dig igen."
   "De skal vist nok kunne lade sig gøre."
   "Bare for denne gangs skyld?"
   "Ja, kun for denne gangs skyld."
   Vi ler lidt. Bagefter aftaler vi at mødes samme tid og samme sted som sidst. Så kan Morten bare lære det!
   Det dér franske noget er ikke lige min yndlingsspise, så jeg kæmper mig gennem en portion et eller andet, der godt kunne være snegle eller østers, med en god vin til at skylle det hele ned med. Anne spiser kun salat og en fedtfattig bøf. Vi snakker videre, men Morten glider hele tiden ind i samtalen, og midt på aftenen spørger jeg så, hvem søren Morten er - han kunne jo i teorien godt være hendes bror eller noget. Hun ligger sit kønne hoved på skrå og ser bedømmende på mig. Så trækker hun umærkeligt på skuldrene.
   "Jeg deler Marias lejlighed med Morten. Er du sikker på, at du ikke har mødt ham? Han har sådan noget dejligt, langt og sort hår, så er han stærk, han elsker at svømme og spise inde i stuen. Maria fandt ham i Canada, Newfoundland vistnok, da hun var der ovre som au pair pige og så tog hun ham altså med hjem, og nu bor han sammen med hende. Han er bare så sød, jeg kan bare bruge timer på at sidde og nusse ham. Han vækker mig hver morgen med et rigtig Morten-kys. HAR du ikke mødt ham?" Hun ser på mig med undersøgende øjne.
   Jeg ryster på hovedet til hendes spørgsmål og forbander i mit hoved den atletiske og dejlig Morten med det lange hår. Ham, der vækker Anne hver morgen med lidenskabelige kys, inden han putter sig ned ved siden af hendes guddommelige krop og lader en hånd glide ned over hendes krop, mens hans umættelige læber fortsætter ned over hendes lystne krop...
   Resten af aftenen er et rent helvede, hvor jeg konstant må sidde og forbande mig selv over at spørge til ham Morten, for min fantasi giver mig alt for levende billeder af Morten. Billedet er en ren Herkules: En stor og bredskuldret mand med pæne biceps, der lige markerer sin tilstedeværelse. Håret er skulderlangt, latinomørkt og bølget på sådan en måde, som mange kvinder tænder på. Jeg kan levende forestille mig, hvordan hans atletiske krop slanger sig rundt om Anne, der i timevis i tydelig ekstase sidder og kælent lader sine pianisttynde fingre glide over Mortens hud. Jeg føler en kildren efter at slå Morten ned og bare råbe: "MIN DAME" men den virker på sin vis alt for primitiv.
   Tiden går dræbende langsomt, men Anne er fortryllende som altid. Efter vores middag går vi ud på gaden, men da hun inviterer mig op, afslår jeg. Jeg vil ikke stå ved siden af den eksotiske og perfekte Morten bare for at se grim og almindelig ud. Ellers tak!
   Dagene efter vores anden date er et rent helvede, hvor jeg ikke kan lade være med at tænke på stærke mr. Superatlet, der med latinohår og candlelight dinners i stuen overrasker Anne, inden han som en anden Cupido fører Anne ind til sengen. Jo længere tid jeg har kendt til Mortens eksistens jo mere perfekt er han i min fantasi. Jeg er hele tiden tæt ved at opgive Anne, for hun virker alt for indtaget af Morten til at jeg kan hamle op med ham. Når jeg går på gaden ser jeg konstant mænd, der på den ene eller anden måde minder om Morten; enten har de langt hår, mørkt hår, store muskler, bærer på sportstasker eller lugter fjernt af klor. Selv en af mine bedste venner, den middelaldrende Gert, der objektivt set ikke har den fjerneste lighed med Morten, virker pludselig som en Morten-pakke med hele molevitten. Og først da jeg på mit kontor fire dage efter vores date indser, at jeg er ved at blive komplet sindssyg, ringer Anne og inviterer mig hjem til hende til frokost torsdag. Jeg overvejer at spørge, om Morten vil være der, men lader være og indvilliger i stedet i at komme.

Maria, Annes veninde, må med sikkerhed have en stenrig far eller et vildt genialt job, for da jeg står foran blokken indser jeg, hvor overvældende luksuriøs nabolaget er. Eller måske er det Morten, der tjener pengene for de to piger. Huslejen er ikke helt billig i denne ende af byen, det kan jeg skrive under på, for jeg tjekkede det engang. Maria Undergård bor på fjerde til venstre, så jeg trykker på dørtelefonen, og Anne åbner døren. Der er en elevator, men et skilt frarøver mig alt håb om en tjekket entré. Den er i stykker. Trapperne tiltrækker mig ikke, men der er ingen vej udenom, så jeg begynder at bestige trinene et for et. At tage trapperne op til fjerde sal lyder måske ikke så slemt, men jeg kan forsikre alle for, at det er det skam! Forpustet står stakkels jeg, Allan Rundgren, foran den lejlighed, som Anne deler med Morten. Perfekte Morten, dejlige Morten, atletiske, nussende, kyssende, svømmende, canadiske, stærke, sydlandske og helt vidunderlige Morten. Jeg føler en skræmmende stræk trang til at flygte. Jeg ønsker ikke at begive mig ind i lejligheden, og alligevel banker jeg på døren, mens jeg tørrer lidt sved af panden, mens jeg prøver at bilde mig ind, at det bare er fra turen op af trapperne. Jeg kan høre nogen tumle rundt i lejligheden og høre Anne lokkende kalde på Morten. Jeg håber på, at Anne ikke åbner døren kun iført en dyne eller en hurtigt iført T-shirt, men da hun åbner døren, er hun yndigt påklædt i en lækker sommerkjole og håret er sat chikt op.
   "Hej! Kom bare ind, Morten er ude i køkkenet."
   Mit hjerte knuses, pulveriseres og spredes for vinden. Morten er der. Morten er i lejligheden. Morten, Morten, MORTEN!! Var dette alt andet end virkeligheden, så var jeg vendt om og havde løbet så hurtigt som lynet. Måske hurtigere. Men dette er desværre virkeligheden, så jeg må nødt til at smile og træde ind i lejligheden.
   Lejligheden er ryddet op, der er levende blomster i vaser, og man kan faktisk se gulvet. En anti-studenterhybel. Anne og jeg snakker lidt, inden jeg endelig spørger, hvorfor Morten er lukket ude i køkkenet. Anne går lidt i stå og rødmer let.
   "Nå ja," mumler hun, "jeg troede, at du var... øh, at du ikke kunne lide ham, så..."
   Jeg føler mig af en eller anden åndssvag grund på toppen af verden, så jeg påstår modigt, at:
   "Nej, jeg vil da helt vildt gerne møde Morten, for han lyder da som en flinker fyr." Jeg ville gerne banke hovedet mod bordet eller væggen, for da hun smiler og går ud mod køkkenet, føler jeg mig som Danmarks største idiot.
   "Han kan godt være lidt fjendtlig mod gæster, men det er vist kun hvis de ryger. Ikkerygere er han helt vild med, så pas på han ikke nysser dig!" råber hun gennem gangen, mens jeg kan høre hende åbne døren til køkkenet. Jeg ryger ikke, så jeg håber ikke at Morten er den kyssegale type - eller bøsse. Måske kan Anne kun lide ham, fordi han er bøsse - så har de jo også en masse at snakke om. Mine håb løfter sig som en fønix.
   Morten kommer løbende ind i stuen, og jeg sidder lammet, mens han løber hen og giver mig et kæmpe (nå ja) Morten-kys. Anne ler og prøver at holde ham tilbage, men Morten er helt ude af den af begejstring og er åbenbart helt vild med mig. Newfoundlænderen Morten. Burde jeg have lugtet lunten før? Burde jeg have gættet at Morten var sådan en type? Det eneste Anne har sagt om Morten er vel bare, at hun deler lejlighed med Morten, som hun går tur med, som ikke bider, som spiser i stuen og roder. Morten, som har langt, sort hår, er stærk, elsker at svømme, og som Annes veninde fandt i Canada, Newfoundland, at Morten er sød og dejlig at nusse. Og den sidste oplysning var Morten-kysset.
   Nu havde jeg endnu mere lyst til at banke mit dumme hoved ind i en væg eller bordkant.

Kunne jeg muligvis have gættet at Morten er en hund?