Vi havde været besat i 3 år, da jeg tog studentereksamen. Vi holdt en fest og inviterede vores venner. Far inviterede også løjtnant Schwarz. Løjtnanten boede lige overfor og kunne i øvrigt temmelig godt dansk. Svend, Knud og Otto kom også. Vi gik tit sammen. De virkede altid distraherede. De havde jo altid travlt med et eller andet, men trods det kom de. De gloede godt nok lidt på løjtnanten. De dunkede mig i ryggen og ønskede mig tillykke. Svend, der var et år ældre end mig, spurgte om jeg skulle læse videre. Det skulle jeg, for jeg skulle være læge. De trak mig væk fra resten af gæsterne og spurgte hvorfor, Schwarz var her. Jeg forklarede at han var min fars gode ven og også min. Svend rynkede på brynene.
   "Er han stikker? Din far altså," spurgte han.
   Jeg rystede på hovedet. Godt nok var far og Schwarz venner, men far var ikke stikker. Jeg undrede mig over Svends spørgsmål, det var da noget underligt at spørge om. Men han uddybede det ikke, for nu kom løjtnant Schwarz hen mod os.

"Ej Tomas," han havde en tydelig tysk accent.
   Jeg smilede.
   "Thomas," rettede jeg.
   Schwarz nikkede. Han var en høj, kraftigt bygget mand, han var klædt i nazistuniform, og han smilede under et lille overskæg.
   "Til løke mit examan," sagde han højtideligt.
   "Tak," sagde jeg og præsenterede mine venner, "det er Svend Jensen, Knud Hansen og Otto Overgaard."
   Schwarz smækkede hælene sammen med en høj lyd, og på lyntysk sagde han:
   "Leutnant Fritz Schwarz aus dem dritten Regiment, zweitem Bataillon, erstem Kompanie."
   Mine tre venner stod og glippede med øjne, mens de prøvede at fatte, hvad Schwarz havde sagt.
   "Jeg har nogget til daj," sagde han uanfægtet, "hier." Han tog en gave med et kort frem, kortet var skrevet på tysk.
   Jeg lod som om, jeg skimmede teksten, der var underskrevet af Schwarz. Jeg så på ham og smilede. Gaven var en smuk fyldepen og et sølvkors til en halskæde, på korset var teksten 'Freund eines Deuchers' indgraveret.
   "Tak," sagde jeg oprigtigt.

Dagen efter kom Knud og Otto på besøg, og de var som altid i en anden verden.
   "Hvad er der med jer? I er så fraværende, er jeg kedelig eller noget?" spurgte jeg, for jeg var blevet ret træt af dem, når de var sådan.
   "Det er ikke dig," sagde Knud undvigende, "det er bare...." Han nåede ikke længere, før Otto gav ham en albue i siden.
   Men jeg havde hørt det.
   "Bare hvad?" spurgte jeg, for nu ville jeg have svar.
   "Bare at du ikke virker, som om du er klar over, at Danmark er besat," færdiggjorde Otto, "jeg mener du inviterer tyskere til dine fester, din far er venner med en tysker, og du går med det der kors." Han pegede på sølvkæden der hang under min skjorte, og Knud nikkede bifaldende.
   "Hvad vil I have? Skulle jeg måske rende rundt og sprænge jernbaner eller brænde militærbygninger?" spurgte jeg helt i spøg. Men til min forundring nikkede de begge.
   "Har du ikke hørt om Hvidstensgruppen?" spurgte Knud.
   Jeg smilte og slog det hen, Knud og Otto var nogen gange et par nationalister.

Dagene begyndte igen at ligne hinanden. Svend, Knud og Ottos stilhed larmede som lyn og torden, de gabte tit, og alligevel gik vi altid sammen. Sådan var det i hvert fald indtil Svend inviterede mig med til mødet.

Det var sent om aftnen, da jeg fulgte efter Svend gennem den lille by. Han gik underligt energisk og nervøst, men det var sikkert fordi vi gjorde noget ulovligt. Natten var stille, det gjorde at vi lød som en flok elefanter på vandring. Vi nåede et lille hus, hvor Svend stille bankede på en enkel gang. Døren åbnede en smule, og Svend hviskede noget, så døren gik op. Inden for stod gamle Møller, også han virkede på en gang spændt og nervøs. Inde i en lille stue sad 6-7 andre, blandt dem var der en jeg ikke kendte af udseende. Der var helt stille. Vi satte os, og gamle Møller præsenterede den fremmede. Den fremmede var en engelsk faldskærmsagent. Agenten talte længe, han opgejlede til sabotage, og alle så ud til at hoppe på den med begge ben. Men hvorfor skulle vi gøre modstand mod tyskerne? De havde godt nok besat Danmark, men de havde sørget for arbejde til danskerne. Desuden ville tyskerne vinde krigen, det var klart, de var jo de stærkeste. Agenten satte sig, men ingen klappede, det ville larme for meget. Vi listede os tilbage, og da slog det mig for alvor. Danmark var i krig. Jeg havde aldrig rigtig tænkt over det, om aftnen plejede jeg at låse mig inde på mit værelse for at læse, jeg havde ikke koncentreret mig om andet end skolen, og Schwarzs ankomst havde virket så naturligt. Men nu følte jeg besættelsen ånde mig i nakken.

Mødet summede i hovedet på mig i flere uger, mange gange tænkte jeg på at melde Svend, men det kunne jeg ikke få mig selv til. Godt nok var jeg 'Freund eines Deuchers', men jeg var i bund og grund dansker. Jeg spillede tit skak hos Schwarz, hvor han frit diskuterede om tyskernes erobringer og nederlag.
   "..Og nun har englænderne tagget Sytitalien," sagde Schwarz en dag og flyttede sin hest.
   Jeg rynkede panden af to grunde: Verdenssituationen og skakspillet.
   "Tror du, at tyskerne vinder krigen?" Egentlig var det ikke meningen at spørge, men det var på et ubevidst plan nødvendigt. Modspilleren så op, han undrede sig sikkert over spørgsmålet. Han trak vejret tungt.
   "Jeg vet det ikke, Tomas," sagde han langsomt, "jeg vet det ikke."
   Løjtnanten havde forelsket sig i Danmark, han var ikke som Hitler, han så realistisk på tingene. Derfor foruroligede hans svar mig. Havde jeg holdt på den forkerte hest? Åndsfraværende flyttede jeg min konge, igen flyttede Schwarz sin hest og lagde min konge ned.

Den nat stormede det, min familie og jeg var ret overrasket. Min mor himlede op om æbletræet, og min far kunne ikke andet end roligt at lytte. Som altid lukkede jeg mig ind på mit værelse, tændte en lampe, åbnede en anatomibog og begyndte at læse, da noget bankede på ruden. Det var sikkert en gren eller noget, mørklægningsgardinet forhindrede, at jeg kunne se det. Den underlige banken blev mere fast og presis, så vidste jeg, at det ikke var en gren. Jeg lettede på gardinet. Det var mørkt udenfor, jeg kunne høre stormen, det regnede også. Pludselig dukkede et kridhvidt ansigt op. Jeg gispede, slap gardinet og rykkede lidt væk fra vinduet. En eller anden bankede igen på runden. Jeg slukkede bordlampen, så værelset henlå i mørke. Jeg åbnede vinduet lidt, vinden trak voldsomt.
   "Please help," bad en svag stemme.
   En englænder? Hvad lavede en englænder ved mit vindue? I stormvejr? Jeg åbnede vinduet helt. En person kravlede ind og dumpede ned på gulvet med en lyd, min mor ikke kunne overhøre.
   "Thomas hvad laver du? Faldt du ud af sengen? Skal jeg komme ind?" Hun lød bekymret.
   Godt englænderen ikke forstod det.
   "Nej mor... øh jeg... jeg tabte bare en bog," fremstammede jeg.
   "Pas nu på det fine udstyr, det er ikke billigt i disse dage, ved du," svarede hun, og så kørte knævren på hende igen.
   Med besvær fik jeg lukket vinduet. Så tændte jeg lys. Englænderen var meget ung, på alder med mig.

Hans faldskærmsdragt var drivvåd, han stod bare og lignede en druknet mus. Jeg fandt noget tøj frem, gav det til englænderen og satte mig med ryggen til. Jeg kunne høre den uanmeldte gæst bøvle med dragten, det var ret sent om aftnen, og englænderen larmede temmelig meget.
   "Thomas laver du gymnastik derinde? Du lyder som en elefant til ballet," det var min far.
   Jeg kunne umuligt bruge undskyldningen med bogen, jeg anede ikke mine levende råd.
   "Øh jeg... slog min fod, og... øh det gør rigtig ondt," sagde jeg hurtigt.
   "Skal jeg komme ind og se på det pus?" lød mors stemme.
   "Nej det går nok mor," svarede jeg, vendte mig mod englænderen og lagde en finger for munden. Han nikkede.

Næste morgen var heldigvis søndag, så mor kom ikke ind for at vække mig. Englænderen havde fået min dyne og pude, så jeg havde sovet i mit tøj med en tøjbyldt som pude. Nu lå han på gulvet og iagttog mig, han smilede. Min mor bankede på døren og meddelte, at morgenmaden var klar. Manden på gulvet rullede hurtigt ind under sengen og blev der. Jeg gik ud i køkkenet for at spise, mor bemærkede, at jeg allerede var i tøjet, men sagde ikke mere. Mens jeg spiste, spekulerede jeg over situationen, englænderen skulle væk. Jeg måtte have fat i Svend, han ville hjælpe.

"Thomas," sagde min mor pludselig, "hvordan er det det ser ud inde hos dig?" Hun lød ildevarslende.
   "Hvad mener du?" spurgte jeg uskyldigt.
   Hun stod med hænderne i siden.
   "Dit værelse ligner jeg ved ikke hvad, dyne og pude ligger på gulvet, og ved du hvad jeg fandt i skabet?"
   Det lød ikke godt, havde hun fundet englænderen? Eller faldskærmsdragten? Den lå netop i skabet, jeg måtte holde masken.
   "Nej hvad?" spurgte jeg fuld af bange anelser.
   "En drivvåd skjorte," sagde hun vredt og holdt en våd skjorte frem.
   Det var den jeg dagen før havde lagt over faldskærmsdragten, hun havde ikke set den sorte dragt i det mørke skab.

Englænderen fik ingen morgenmad, min mor var altid striks over for mad på værelset. Så jeg skyndte mig over til familien Jensens hus. Det var Svend, der lukkede op. Han så mildest talt mørbanket ud, det var sikkert de møders skyld.
   "Vi må tale sammen," sagde jeg indtrængende, og alvoren kom vist igennem, for han lukkede mig ind. På hans værelse fortalte jeg om englænderen, og Svend gjorde store øjne, han gloede ligefrem vantro på mig men lovede at hjælpe. I køkkenet fandt han noget mad, og i gangen sagde han:
   "Måske kan jeg hjælpe dig i aften, ellers bliver det først i morgen, det er godt at se hvilken side du er på."

Min gæst spiste grådigt, han havde aldrig sagt noget, men taknemligheden lyste ud af øjne på ham. aftnen kom, og sædvane tro lukkede jeg mig ind på værelset. Men denne aften var det ikke for at læse. Englænderen sad på sengen, og jeg sad på en stol. Der var musestille, hvis en knappenål faldt til jorden, ville vi begge fare sammen. Jeg brød tavsheden ved hviskende at fortælle, hvad jeg havde lavet. Da jeg fortalte hvad Svend havde sagt, lyste englænderen på i et smil. Stille listede han hen til skabet, fandt dragten og begyndte at iføre sig den.

Timer kom, og timer gik. Klokken var over 24, jeg overvejede at gå i seng, jeg skulle til undervisning dagen efter, også den anden syntes at få den idé, for han begyndte at lyne dragten op igen. Men så kom det, først lavt og utydeligt så kraftigere. Jeg slukkede lyset og åbnede vinduet for anden nat i træk. Uden for stod Svend, Knud, Otto og gamle Møller klar, Svend smilede lettet.
   "Er han klar?" hviskede han, og jeg nikkede. "Så lad os få ham ud," hviskede han.

Det var en kold efterårsaften, månen lyste blegt, den kiggede ned over en lille provinsby og fik øje på nogle personer i en have, der var en person på vej ud af et vindue. Også månens gode ven vinden så dette, den løb i det øjeblik hen over hustagene, da den så menneskerne. Straks slog den sig ned på et tag og iagttog den lille flok. Lidt efter var den på fødderne igen og bragte de to ord, den havde hørt ud over byen. Stille lå byen hen og lyttede til ordene:
   "Thank you."