21 år siden

Cogito ergo sum..og hva´så!

Tiden er går
Halina Abram...
7 år siden
Duét - youít
Enantiodrom
9 måneder, 22 dage siden
I will never understand b...
MysteriousGi...
12 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
11 år siden
En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
10 år siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
10 år siden
Vinter på vej
Mikala Rosen...
12 år siden
Glansbilledemennesker - K...
Kasper Lund ...
9 år siden
sulten
Sunstar31
10 år siden
Mandag kære mandag.
Malene Hahn
9 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
12 år siden
Tilrettet sofabord
Peter
10 år siden
Jeg er ingen namedropper
Olivia Birch...
10 år siden
Bedstemor på dating.
Ruth Christe...
8 år siden
Det åbne øjeblik - Kasper...
Kasper Lund ...
9 år siden
Et tomrum
Katrine Søre...
11 år siden
Kære natbog (XVI) – ingen...
Olivia Birch...
9 år siden
En sludder, hvis du kan l...
Racuelle Hei...
9 år siden
Første kritik godt modta...
Bella Donals...
9 år siden
Glædelig Jul til alle
Poul Brasch ...
9 år siden
Mit hovede er fyldt
SkriveTøsen
12 år siden
Karrusel
Sincedawnofm...
11 år siden
back agien!!
Lisa Fjord (...
11 år siden
Fødselsdagsgave
Hanna Fink (...
6 år siden
Dancer in the Dark.
Camilla Rasm...
7 år siden
10.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Dobbeltmoralsk miljøforkæ...
Merida Dunbr...
6 år siden
Så er det snart juleferie...
Michala Esch...
16 år siden
123 og hop..hop..hop, snurre, snurre, snurre indtil kroppen siger stop.

Processer skulle være godt for helbredet, men det opdager man først når de ligger bag een og man kun kan se de røde blink i horisonten. blinkblinkblink..min utålmodighed ramte nye højder og det er fandme frustrerende at lege kluddermutter med sig selv, når den anden camilla snyder så sveden driver af hende, og mig. Klistret!!!

At have hovedet fyldt op med informationer og viden, som man ved fordufter ud af ørerne såsnart 4 fremmede menensker har sorteret og taget det de kan bruge, er mere end jeg kan klare ligenu, og selvom min træner skriger døgnet rundt at jeg skal holde ud, nu nærmer vi os målet, er det mere svært end jeg kan overskue. Proces.
er livet ikke bare een lang proces?
Delt op i større og mindre betydninger, større eller mindre pres, byrder, myriader af mikroskopiske byrder, som i flok bliver til store fede horder, der bisser forvirret rundt med eet eneste formål: at gøre horden endnu mere forvirret og endnu mere aggressiv.

Og livet, ja hvad med det? er det det der sker nu eller først bagefter processen er overstået? Men hvad så hvis processen aldrig stopper og er vi alle dømt til at leve som den uheldige sisyfos, den naive atlas, den overlegne tantalus. Er de ikke bar personifikationer på mennesket i evig proces? hele tiden, videre, videre, pust og støn...jeg begynder så småt at forstå de ældre mennesker som i deres livs jævndøgn konstaterer at de er træt!! Så træt.

Trods min unge alder føler jeg trætheden, men muren foran mig skal først bestiges, og hvem ved om der er en mur bagved!! Hvem ved...ingen!
Men man finder udaf hvor stærk man er eller det modsatte. Man lærer sig selv at kende. Dog er det surtførst at finde ud af det når turen er slut og man står med et splinternyt sæsonkort til næste runde, for så at få at vide af konduktøren, at billetten er for gammel.

Det e r som at køre afsted på motorvejen, alt flyder ud i eet, træerne, buskene , markerne, de hvide striber...striber..striber..striberstriberstriberstriber---------------------
Men vi skal skynde os..uha, hvor skal vi skynde os. Hvem kommer først ud af indhegningen? Hvem hænger fast mudderet?

Og så er der valget, for jo..der er jo et valg, skønt det er gemt bag alle fartstriberne. Man kunne jo tage den næste frakørsel, man kunne jo vælge at bakke, eller man kunne vælge at fylde bilen op med larm, musik, kemikalier og andet.

Nej, du..det jeg snart har brug for er at sidde i et hølæs med en ældgammel krikke foran, ikke selv bestemme for engang skyld, ikke have det forbandede tunge ansvar, bare sidde og kigge bagud, i et roligt tempo, ikke se fremad, bare lade mig føre. Gumle på et strå og fundere lidt over hvrodan det smager. Ikke fordi jeg skal vide det. Ikke fordi det er en altafgørende viden og som jeg absolut skal skrive et digt om eller en novelle. Fordi noglegange bliver alle oplevelser ødelagt veden grundigere analyse, og så er det jeg tænker: Hvorfor skriver du? Og så er det at jeg bliver stum...fordi jeg ved det ikke. Jeg KUNNE svare at jeg vil berøre andre. Jeg KUNNE svare at jeg har en grundlæggende behov for anerkendelse. Jeg KUNNE svare...ja....men når jeg er ærlig, vil jeg svare...jeg ved det ikke, fordi det er sandheden.

Mon det er et behov som at spise og drikke? Mon det er et behov fra naturens side? men dyr skriver ikke? Eller gøre de? Jeg tror det ikke.
De praler ihvertfald ikke om det. Fortæller det og viser det til deres fæller.
At skrive er også en proces, men jo mere jeg skriver, jo mere skeptisk bliver jeg. Jo mere kommer jeg i tvivl om mine motiver. Og jeg vil have at mine motiver skal være ægte.
Ellers er de ikke mine. Ellers er de en andens.

Jeg ved det ikke. Trangen til at være barn igen presser mig over i mit sædvanlige hjørne, når omverdenen bliver for stor. Når jeg gennemskuer en verden, som for mig virker uoverskuelig og når jeg selv bliver alt for uoverskuelig. Cogito ergo sum, måske....men det er sgu ikke altid positivt.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Cogito ergo sum..og hva´så! er publiceret 26/02-2004 20:14 af Camilla Moe (moe).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.