Kære dagbog


Til middag ankom Jesper og kæresten. Jesper i militæruniform og med fuld oppakning. Her var en lidt trykket stemning, men det tror da pokker. I dag var dagen, hvor vi for en tid skulle sige farvel til Jesper. Vi gjorde dog, hvad vi kunne for at holde humøret oppe, men for pokker en svær tanke, at det var nu, han skulle til Kosovo i 6 måneder. De sidste praktiske detaljer blev lige snakket igennem igen, ligesom vi også igen kort var nede i hans bil og gennemgå den, før jeg fik overdraget nøglerne.

Ved 14-tiden ankom mine forældre. Mor ville blive her og passe Utaiko, mens vi andre tog turen mod Sjælsmark kaserne, hvor Jesper skulle overnatte. Egentligt skulle vi først køre om aftenen, men en landsdækkende snestorm gjorde, at vi ikke turde vente for længe med at køre. To timer tog det at nå kasernen. Det var en forskrækkelig tur, hvor jeg følte, vi flere gange sad med livet mellem hænderne. Kort sagt: Havde vi vist, at det var så slemt et føre, var vi ikke taget af sted, men havde sagt "på gensyn" på Slagelse Station. For Jesper var det dog meget vigtigt, at vi fulgte ham på vej. Dog havde han valgt at sove på kasernen, for vi var alle blevet forbudt at stimle op i lufthavnen og der sige "på gensyn". Ordet "farvel" var et forbudt ord.

Øj, hvor var det en svær stund, før vi, uden Jesper i bilen, forlod kasernens område igen. Tanja forstod kun, at der ville gå lang tid, før hun atter skulle se sin storebror. Hurtigt mærkede jeg tårerne i øjenkrogen, men havde lovet knægten at holde fanen højt, så da tårerne pressede sig på, skyndte jeg mig at give ham et varmt knus, før jeg vendte ryggen til og ilede ud på gangen, hvor jeg fumlede med at hive en halv smøg indenbords, mens bedstefar og kæresten også fik sagt "på gensyn".

Turen hjem føltes endnu længere. Dette pga. de nærmest ufremkommelige veje, men mest pga. tomrummet og den nu tomme plads i bilen, hvor Jesper havde siddet. Vi har dog alle lovet ham ikke at tage det for hårdt (i hvert fald ikke når han ser og hører det), for den her tur har længe været et stort ønske for ham. Han har også meldt ud til os alle, at vi skal være forberedt på, at det nok ikke er sidste gang, han tager ud på udstationering. Det er ham meget magtpåliggende, at vi både respekterer og accepterer hans valg. Det gør vi selvfølgelig også, uagtet hvor svært det føles lige nu.

Lidt før kl. 19 nåede vi atter Slagelse, hvor Bedste, Utaiko og en lækker rejemad stod klar til at modtage os.

***

Nu er det søndag sidst på formiddagen. Om vejret har ville det i morges, så lettede flyveren fra Kastrup kl. 8.20, og Jesper er nu på vej mod nye himmelstrøg og oplevelser. Tilbage må vi andre gøre alt for at væbne os med tålmodighed, for der går nok hurtigt en uges tid, før vi hører nyt fra ham.