…"Hvor går vi hen når vi går" som jeg valgte at spille som afslutning i aften i sorggruppen..
Købte jo lige "Lars Lilholt" på vej derop, og startede med "Kald det kærlighed", en melodi jeg holder enormt meget af..
Den rykkede ved et eller andet, fik i hvert fald svært ved at fortælle hvad jeg skulle lige først.. Måske osse fordi jeg sku' fortælle om pensionen?
Længe siden er det da, jeg har brugt så mange Kleenexer deroppe..
Men fik da fortalt og læst op hvad jeg skulle, og fik vendt mine tanker om pensionen, både at være glad og ked af det, og hvorfor jeg er både glad og ked, og ikke bare glad, nu det hele er overstået…
Eller er det ?
Nu skal jeg jo så til at forklare "folk" at jeg har fået pension, og det gør åbenbart meget mere ondt end jeg overhovedet havde drømt om..
Hvorfor pludselig dumme tanker om at jeg er flov over det ?
Hvorfor ka' jeg fortælle det til "fremmede" men ikke til familien ?

Jeg ER glad for jeg nu har fået fred omkring min fremtid, økonomisk, skal vel bare vænne mig til tanken at det er rigtigt…
Som jeg osse fik at vide "det er jo ikke uden grund du har fået den" og "lad da vær' at fortælle noget, når de ikke selv spø'r"…
Så det tror jeg, jeg vil gøre…
Glæde mig over det, - og tie om det..

Undervejs sad jeg og kikkede på CD'en, og valgte "Hvor går vi hen når vi går" til afslutning, uden at kende nummeret, det lød bare helt oplagt…
"Vi får den tid vi får" tror jeg nok han sang, og SÅ tudede jeg… Auv hvor gjorde den ondt, men det er en kanongo' sang, og jeg glæder mig til at høre den igen – fik ikke hørt hele teksten..

Var lige inde og få kikket på det dumme sår, jeg ellers syn's var ved at være så lille og fint, efter hun skar det i sidste uge…
Fik at vide, jeg ku' risikere, det kom igen !!!!
Tak for dét…
Men fik lapis på igen, og så SKAL det altså bare forsvinde helt !!!!!

Vil sætte LL på og lytte lidt inden sengetid…