Handyret havde fødelsdag i forgårs. Det blev en rigtig hyggelig dag. Der kunne selvfølgelig ikke planlægges fra hans side, så det blev en "vi tager det som det kommer"-dag, og det var også fint. Handyret besluttede om morgen at møde senere på job, så vi spiste morgenmad i sengen, hvor han også fik sine gaver, som heldigvis faldt i god jord. Om aftenen holdt vi familie-tam-tam, og det blev ganske hyggeligt. Det er heldigvis en rigtig sød familie, han har, som jeg kommunikerer rigtig godt med ja, faktisk bedre end med handyret, til tider. Mange i hans familie har den menneskelige indsigt, som jeg også sætter pris på at have, og som handyret desværre til tider mangler fuldstændigt, men tænker positivt, og tænker, at det kan jeg jo måske være med til at udvikle hos ham, og ellers tror jeg også, det kan være gavnligt at omgås med en, der tænker meget mere relativt end mig.
Alt i alt en god og hyggelig fødselsdags-dag i en rar og forelsket atmosfære..
Er også blevet bedre til ikke at tænke så negativt. Har gennemlæst nogle af mine game dagbogstekster, og mindes ensomheden i singletilværelsen. Er blevet klar over, at jeg jo blot skal leve mit liv, som jeg plejer, og så bare skal glædes over, at det ikke er i ensomhed. Vi kan være sammen, når det nu passer. Vil derfor ikke længere sørge for at have aftenerne fri, men være lige så meget ude, som jeg plejer, og hvis hn så brokker sig over det, må jeg jo bede ham om, at vi planlægger, hvornår vi skal være sammen. Fx i aften var jeg meget i tvivl, om jeg skulle holde aftenen fri til ham. Er lige kommet hjem, og han er her ikke engang, aner faktisk ikke hvor han er, men det ville da være helt sort, hvis jeg (endnu engsng) sad herhjemme alene og havde droppet alt, når han alligevel ikke er her. Har skrevet en sms, for at høre, hvor han er, men også skrevet, at jeg er på vej ud.
Har dog en meget bange anelse for, om han er skide sur over, at jeg er kommet så sent hjem uden at give besked (som om han selv ville gøre det. Ved ikke, hvorfor jeg altid skal være så bange for, at han bliver sur, men prøver at skubbe tanken langt væk.
Hvis jeg ikke forventer noget, bliver jeg heller ikke skuffet. Måske har jeg forventet en masse, fordi jeg ubevidst tror, at der bliver forventet en masse af mig, men det er altså slut nu. Og det er en fed fornemmelse, stadig at kunne dyrke sin tidskrævende hobby fuldt ud, og stadig være i et forhold.